Nyheder april 2016

Kamilla har været på Lipela og har sendt følgende beretning dernedefra.

Min første tid på Lipela, juli 2015

På Lipela blev jeg taget imod med åbne arme, smil og nysgerrige blikke. Kun få dage efter ankomsten følte jeg mig som en del af denne hjertevarme familie.

Jeg ligger i min seng, lidt døsig og lytter til de mange nye lyde. Det er mørkt og ret koldt. Lipela ligger i ca. 2 km’s højde, og juli er en af de kolde måneder. Jeg tager tæppet helt op over hovedet. Pludselig banker det på min rude. En ung fyr, kalder ”Kamilla, Kamilla, er du vågen – er du vågen Kamilla”. Hvis jeg ikke allerede var vågen, så var jeg det nu.

opdt 18 - 1

Jeg skyndte mig at hoppe i mit tøj, en varm sweater, halstørklæde og en hue. Den unge fyr, Wilson er vel omkring 14 år og er klædt i gummistøvler, en sweater og et tørklæde bundet om ørene. Han strålede af glæde da han så mig. Han viste mig hurtigt videre. ”Kom, Kamilla kom”. Han havde en stor mælkespand i hånden. Jeg kunne hurtigt regne ud, at hans morgentjans var at malke de to køer, som tilhører Lipela. Han syntes det var utrolig sjovt, at jeg aldrig havde prøvet at malke en ko og viste mig stolt, hvordan jeg skulle gøre. Han grinede lidt af mig, da han kunne se, hvor svært jeg fandt det, men forklarede mig så nogle fif, og jeg fik herefter et bedre resultat.

opdt. 18-2

Alle børnene havde hver deres pligter til morgen. Selvom det var mørkt, var hele huset i sving. Nogle vaskede gulv, nogle rystede madrasser, mens andre sørgede for, at der blev delt morgenmad ud. Alle havde en plads, og jeg hørte ikke nogle af børnene, som brokkede sig over deres opgave. Jeg blev trukket med til lidt forskelligt, men fik til sidst fik jeg besked på at sætte mig ned. En lille pige kom hen med et metalkrus til mig fyldt til randen med ”Uji” (grød lavet på majsmel).

Den kolde luft blandede sig med lugten af røg fra køkkenet, som igen blev sødet af duften fra den hjemmelavede krydre-te (masala-chai), der stod og simrede over bålet. Klokken var nu omkring 6.30, børnene samlede sig, børstede tænder, vaskede op og så skulle de af sted til skole.

For mig at se, var morgenen rimelig hektisk. Der var utrolig mange opgaver, som skulle udføres inden børnene skulle i skole, men alt gik som smurt – alle hjalp til. Det var et smukt syn. Det fik mig til at tænke på de mange børnefamilier jeg kender i Danmark; problemerne de beskriver med at få børnene klædt på om morgenen, hvordan de ofte kommer for sent på arbejde, fordi det er så svært at få den lille familie med 2 børn gjort klar om morgenen. På Lipela bor der over 20 børn og børnehjemmet minder for mig mest af alt om en lille familie. En familie, som værtsætter fællesskab, hjælpsomhed og betænksomhed. En familie, som kan få det hele til at køre på skinner, fordi de støtter hinanden, og fordi de alle er klar over, at de er en vigtig del af fællesskabet. De større børn hjælper de små, personalet indgår som en slags store søskende og forbilleder for børnene, og forsøger at holde overblikket. Jeg var meget hurtigt meget imponeret og meget glad over at blive inddraget i så kærlig en familie som Lipela.

opdt. 18-3

Formiddag og eftermiddag var meget mindre hektisk. Jeg hjalp personalet med at vaske op, gøre klar til aftensmaden, hakke grønsager, vaske gulv, gik en tur i området samt øve lidt kiswahili.

Omkring kl. 15 kom de første børn hjem. Esther og Faith, to stille, men meget imødekommende piger på 9-10 år, kom hen og tog mig i hånden. Nu skulle de vaske tøj, så de ville vise mig, hvordan man gjorde. De hentede tøjet samt nogle store vaskebaljer. Vi gik ud i haven, fyldte baljerne med vand, fandt et stykke sæbe frem og en stiv børste. Så gik de i gang med cowboy bukserne, og den fik ikke for lidt med sæbe og børste. De ville have, at jeg skulle hente mit tøj, så de kunne vaske det for mig. Men da jeg sagde, at jeg selv ville vaske, syntes de det var utrolig sjovt at lære mig, hvordan jeg skulle gøre det rigtigt. Jeg blev afbrudt i tøjvasken af Dorcas, som kom hjem fra skole. Han tog fat i min hånd og ville have mig med over at hugge brænde. Jeg har aldrig hugget brænde før. Det var ikke særlig nemt og flere af børnene grinede af mig. ”Pas på, du ikke rammer dit ben” var der en som sagde. Jeg var meget imponeret (igen) over, hvor ansvarsbevidste så unge børn var.

opdt 18-4

Som børnene kom hjem, gik de straks i gang med deres veldefinerede pligter. Ingen brok og ingen sure miner. Nogle hjalp til med madlavning, nogle lugede ukrudt i haven, nogle vaskede tøj mens andre pudsede deres sko. Der var igen Uji på menuen.

Herefter var der lektie tid. Jeg satte mig ind med mine kiswahili bøger, på bænken med de andre børn. Vi skiftes til at hjælpe hinanden; flere af børnene syntes det var sjovt at læse sætninger op for mig fra min lærebog, eller spørge mig om jeg vidste, hvad forskellige ord betød. En ældre pige, Rose, begyndte at skrive i min lille lommebog. Hun lavede en ordbog til mig; hen ad vejen, skrev hun de mange ord ned, som børnene lærte mig. Til gengæld kunne jeg hjælpe lidt til med engelsk lektierne.

opdt. 18-5

Vi blev afbrudt i lektielæsningen en times tid senere af tre børn, der kom ind i salen med en vogn, hvorpå der stod en masse tallerkner: ”nu er der mad”. Alle lagde bøgerne væk. De tre børn delte tallerknerne rundt.

 

Til aften, efter oprydning og efter endnu en kop te, var der lektie cafe for de større børn. De samles i et lokale, som var indrettet som klasselokale og jeg kunne fornemme, at der hver aften blev taget et tema op, læste en tekst højt og diskuterede temaet sammen. I aften, måske til ære for mig (som er medicinstuderende), blev temaet hygiejne og bakterier. Jeg fik til opgave at fortælle lidt omkring dette og starte diskussionen. Klassen sluttede kl. 22.

Meget træt, men også overvældet af de mange indtryk og følelser, gik jeg rundt og sagde godnat til de mange børn. Nogle af de større piger lå og sladrede lidt på værelserne og fik hevet mig med op i sengen. ”Har du en kæreste Kamilla”, ”hvordan er livet i Danmark”, ”bor du med din familie”, ”har i uniformer på din skole”.. der var mange spørgsmål og de var alle mere end glade for ligeledes at svare på mine mange spørgsmål.

opdt. 18-6

Jeg var på Lipela godt en måned, og denne beretning fra en af mine første dage var et klassisk eksempel på en almindelig dag på Lipela. Derudover var der afbræk med besøg på Lipela 2, svømmetur i floden, løbeture med Lipelas løbetræner og meget andet, samt weekenderne med kirke, korsang, dans og konkurrencer. De hyggelige samtaler med teenagepigerne om aftenen før sengetid blev længere og længere. Jeg følte mig utrolig godt modtaget af Lipela familien. Jeg glæder mig til, at jeg kan komme på besøg igen.

opdt. 18-7

Lisbeth Bramaholm

 

 

 

 

 

Made by Onlinefabrikken.dk
Translate »