Så er der igen nyheder fra Lipela. Den bedste nyhed er, at det er begyndt at regne! Selve det, at det regner, løser ikke de problemer, som er mange steder i Kenya. Der er mange, som ikke har været i stand til at plante eller så, for det de skulle komme i jorden er spist. Der er stadig store tørke og sult problemer i mange regioner. Dette gælder også i Nyeri County, hvor Lipela ligger, dog heldigvis ikke i så høj grad, som det gør sig gældende f.eks. i Turkana. Regeringen har søgt at afhjælpe en del af disse problemer ved at uddele majsmel, majs, ris, kål, gulerødder og hvedemel. Dette program har Lipela været en del af.
Ikke kun regeringen har hjulpet børnene på Lipela. Naboer fra området er kommet med madgaver, spiseolie, kål og toiletpapir. Den opbakning er vi specielt taknemmelige over.
I det hele taget er Lipela kendt og respekteret i lokalområdet. En lokal skole besluttede, at de ville støtte vores børn. De tilbød også praktisk hjælp. Så ud over at komme med råvarer til et dejligt måltid til alle, så hjalp de med at hugge an masse brænde, vaske store mængder af tøj og gøre rent på hele området.
En gruppe unge, som har læst om Lipela på Face Book, samlede penge ind og kom for anden gang med et transportabelt ”fest køkken” for at tilberede et kæmpe festmåltid til alle vores børn. Det er dejligt at vide, at vores indsats på Lipela bliver respekteret også af børn og unge i lokalområdet. Mange tak til alle.
Som opfølgning til historien, som jeg fortalte i sidste nyhedsbrev, om de to små børn, som var fundet låst inde i et mørkt rum, så kan jeg nu oplyse, at drengen på 1,5 år er tilbage sammen med sin mor. Politiet fandt hende, og det viste sig, at hun er en ung pige på ca. 23 med psykiske problemer, som tager stoffer og drikker. Hun og drengen er nu anbragt på en institution.
Pigen på 3 år er optaget på Lipela. Hun var som ganske lille blevet brandskadet, så fingrene på hendes ene hånd er vokset sammen. Jane har ansøgt om lægehjælp fra frivillige kirurger, der jævnligt operere gratis på et nærliggende hospital. Ansøgningen blev imødekommet, og pigen skal opereres i januar. Dette hospital støtter løbende Lipela. Sidst kom de med en masse nye madrasser til børnene.
”Vores” lille babypige er blevet større og stortrives på Lipela. Hun har lige lært at gå. Hendes mor Wairimu følger stadig et sy-kursus og klarer sig rigtigt godt. Hun får megen ros og vil på sigt kunne komme til at forsørge sin lille datter.
En anden af vores piger på 17 år – som i øvrigt har været en fantastisk reservemor for Wairimus datter – er det gået knapt så godt. Hun havde været hjemme på besøg, og blev der forulempet af en ung mand, der er berygtet på stedet. Da hun kom tilbage til Lipela opdagede personalet, at hun var gravid. Hun er nu sendt tilbage til hjemmet, men da hendes moder er retarderet og hun selv meget intellektuelt svag, er der fundet en lokal mand, som tager ansvaret for dem begge. Lipela kommer på månedlige besøg og medbringer tøj og mad og støtter familien. Det er planen, at hun kommer tilbage til Lipela efter fødslen. Her vil hun blive tilbudt praktisk arbejde på stedet og kan på den måde blive støttet i at opdrage sit barn.
Alle børnene havde en fantastisk oplevelse for nogle måneder siden. Kenya Wildlife Service – som før har støttet Lipela – kom på besøg. De inviterede alle børnene på en tur op til Mount Kenya National Park. Børnene havde en helt utrolig dejlig dag. De blev hentet i bus og kørt rundt i parken, hvor de så flere dyr. Senere bød KWS på frokost og sodavand. Alle børnene var meget glade og begejstrede.
Peter og Jane er taget til Kenya, hvor de vil tilbringe nogle måneder. Vi glæder os til at få helt friske nyheder dernede fra.
Lisbeth Bramaholm