Nyheder september 2021


Peter og Jane har været i Danmark for en kort bemærkning. I Kenya havde de ventet længe på, at den container, som var på vej skulle ankomme, og det skete så bare 2 dage før de havde hjemrejsebilletter.


De nåede lige at åbne den og få læsset en masse cykler ud. Resten måtte vente. Cyklerne vagte stor jubel hos børnene. Mange havde aldrig før prøvet at cykle, men nu blev der gået til den.


I den lange periode, som Peter og Jane tilbragte på Lipela fik de ordnet mange praktiske, organisatoriske og også mere nære sociale ting på børnehjemmet. Det havde sat sine tydelige spor, at børnene ikke har boet på Lipela i Coronatiden. Der var mange disciplinære problemer, som personalet kæmpede med. Men med en fast hånd og mange møder med børnegruppen er der nu er der nu etableret en dagligdag, hvor alt fungerer som før Corona.


Børnene har det godt og er meget glade for at være tilbage i det, som de betragter som deres hjem. Alle er tilbage i skolen. Ud af vores store børn er der flere, som er kommet videre i deres uddannelse. Joseph Miano fik så gode karakterer, at han blev optaget på Det Tekniske Universitet i Nairobi. Han er vores første universitets studerende fra Lipela. Stort tillykke til Joseph. Vi er stolte af dig!
Willsom Mutahi klarede sig også flot. Han kom ind på Den Nationale Tekniske skole. At blive optaget her kræver også meget høje karakterer, men lidt lavere end til universitetet. Stort tillykke til Willson.
De øvrige unge, som forlader skolen er kommet ind på den lokale tekniske skole. Her kræves ikke så høje snit.


Det går godt med ”vores baby”. Hun hedder Rose Mary og er nu 2 måneder gammel. Wairimu – hendes mor har fået et langt bedre forhold til sin lille pige. Hun havde store problemer med tilknytningen i den første tid efter fødslen. Nærmest en fødselsdepression. Det er heller ikke nemt, at være et barn på 14 år og så pludselig skulle være ansvarlig mor for et spædbarn. Wairimu har besluttet ikke at vende tilbage til skolen, med vil starte på den lokale tekniske skole, når hendes barselsperiode er slut i januar.


De to tvillingepar, som kom til Lipela fra en meget fattig familie, hvor faderen var kommet alvorligt til skade i et trafikuheld, og hvor moderen var forsvundet, er faldet rigtigt godt til på Lipela. I familien er der også en søn på 10 år. Han er blevet hjemme for at tage sig af faderen, som foruden at være HIV positiv også er alvorligt handicappet efter uheldet, og ikke ville kunne klare sig alene.


Peter og Jane har i den tid de var på Lipela i sommer været ude og visitere evt. børn til børnehjemmet. Det er hjerteskærende historier, som de kan fortælle fra deres besøg hos de allermest udsatte familier. Et af stederne var i en forfærdelig slum lige ved siden af en losseplads. Her boede en gammel mor, som havde 15 voksne børn. De kom og gik der og efterlod også deres børn. Peter og Jane så et barn på 1,5 år, som bare sad apatisk hen. Hvis han græd, fik han tæv. Der var intet mad – kun Cath, de lokale euforiserende blade, som man kan tygge. Alle hjemmeværende overlevede ved at samle skrald.
Der havde været flere børn på stedet, men de er fjernet af myndighederne. Lipela venter nu på evt. at kunne optage denne lille dreng.


Lipela er igen åben for besøgende. Gennem den første tid efter Corona-hjemsendelsen kunne kun personalet få adgang. At vi nu igen kan tillade besøgende har hjulpet meget på bl.a. madbugettet.
Der har været besøgende fra Outspan Hospital i Nyeri og fra Peters brors firma. De medbragte de store mængder mad til vores børn og tilbragte dagen sammen med børn og personale. Vi er meget stolte af, at kunne vise vores velfungerende børnehjem frem, og meget taknemmelige over de flotte donationer. De letter på den ellers noget stramme økonomi. Alt er blevet dyrere og mere besværligt pga. Corona.

Dette var et udpluk af, hvad Peter og Jane berettede, da jeg besøgte dem først i september. De er nu igen rejst tilbage i Kenya, hvor tiden nok går rigtig godt med at pakke containeren ud og fordele alt det, som den rummer.
Lisbeth Bramaholm

Translate »