Nyheder Oktober 2015.

Mange hilsner til alle fra børnene på Lipela. De har det godt og er glade. Især er børnene og de ansatte på Lipela 2 glade. De nyder, at de har fået varmt vand, og sende specielt mange hilsner og tak til Rotaryklubben i Græsted.

 

opdtering 17 1

Alle børnene startede skole igen 1. september efter den korte ferie, men dagen efter nedlagde alle lærere i Kenya arbejdet. Dette skyldes, at regeringen nu på 4 år ikke har betalt dem de penge, som de skylder dem. Samtlige secondary school elever vendte tilbage til Lipela, og har været hjemme hele september og noget af oktober. Skolerne er nu startet igen, men strejken har medført en uventet stor udgift for Lipela til transport og mad. Det frygtes, at lærerne igen, efter den lange ferie i december, vil genoptage deres strejke.
På Lipela har de klaret denne ufrivillige lange ”ferie” fint. Børnene har haft daglige pligter på børnehjemmet, og hver dag har de lavet skolearbejde et par timer om eftermiddagen.

opdatering 17 2

opdatering 17 3

De unge på Lipela.

Vi er efterhånden ved at have flere unge, som har afsluttet deres skolegang, og det er blevet nødvendigt, at tage stilling til, hvad vi gør, for at hjælpe dem, der ikke umiddelbart har mulighed for at fortsætte med kurser, lærepladser eller andet. Som mange unge i Danmark, ved vores unge på Lipela heller ikke altid, hvad de vil være, eller de har ikke muligheder eller evner til det, som er deres drøm.
For at give disse unge en mulighed for at finde ud af hvad de vil, er det nu blevet besluttet, at de tilbydes job som medhjælpere enten i husene på børnehjemmet, på Peters marker eller som hjemmelærere for de øvrige børn, . Det giver dem tid til at spare op og mulighed for at blive mere klar over, hvad de kan og vil. Ud af en løn på 6000 Ksh. tilbageholder Lipela de 4000 Ksh. som den unge så vil få udbetalt, når han eller hun starter på en eller anden form for uddannelse, eller flytter fra Lipela.
Indtil videre har kun et af vores børn fået en reel uddannelse. Ben, der er blevet mekaniker. Doreen har lige for nyligt fået job i butikken på Naro Moro Lodge. Hun blev udvalgt mellem mange andre ansøgere til, sammen med to andre, at arbejde på prøve i 2 uger, og var så heldig, at få jobbet. Tillykke Doreen! Risper har arbejdet som almindeligt ansat på Lipela 2 gennem længere tid. Hun er nu gravid og venter barn i januar. Lipela giver hende 3 måneders barselsorlov, og derefter vender hun tilbage til sit job på børnehjemmet. Wanjere, Rispers søster, arbejder lige nu på Lipela, men vil meget gerne starte på et kursus for at blive frisør og kosmetolog. George har fået tilskud til at tage kørekort. Han har gennem nogen tid arbejdet som knallertbud, men vil gerne være chauffør.
Desværre er det ikke gået så godt for Letonga. Han havde store problemer i solen, og blev taget ud for at arbejde på Lipela. Det gik desværre ikke så godt hverken i køkkenet eller på markerne, selv om han ellers er praktisk anlagt. Han kunne ikke lade andres ting og penge være, så det var nødvendigt at sende bud efter hans mormor og onkel. Han er nu hjemme hos familien indtil videre. Lipela betaler mormoderen, som han bor hos, et mindre beløb for kost, logi og tøj. Letonge er ca. 16-17 år, og Lipela har ansvaret for ham, til han er 18.
Efter jul forventes endnu 4 unge at slutte deres skolegang.

opdatering 17 4

Skriv gerne til mig, hvis der er noget, som I tænker på eller gerne vil vide. Jeg ved, at mange læser vores nyhedsopdateringer fra Lipela, og måske er der noget, som I kunne tænke jer at få mere at vide om, eller som I syntes, at det kunne være interessant, hvis jeg skrev om.

Lisbeth Bramaholm.

Translate »