Nyheder December 2013

Der er mange hilsner til jer alle sammen fra børnene på Lipela. De har det alle sammen godt og er meget glade, for nu har de fået ferie. Skolerne i Kenya holder lukket fra sent i november til efter nytår. Det er deres sommerferie.

IMG_1307
Næsten alle børnene fra Lipela 1 er taget på to ugers ferie hjemme hos deres familie. Denne ferie glæder de sig hvert år meget til, men der er dog ingen af dem, der ønsker at blive hjemme efter de to uger er gået. Børnene på Lipela 2 er endnu for små til selv at klare transporten hjem, så de bliver på børnehjemmet i ferien.
7 af vores børn på Lipela 1 har været til den afsluttende eksamen, og de venter nu spændt på resultaterne, som er helt afgørende for, hvilken secondary school de kan blive optaget på til næste skoleår. Vi har efterhånden mange unge på secondary school, og det belaster Lipelas budget meget alvorligt. Kender I nogen der kunne tænkes at ville være sponsorer, så må I meget gerne opfordre dem til at støtte Lipela.

 

Billede JHR 07 079

 

Julen:

Jane er allerede rejst til Kenya. Peter, Rose og Lenon rejser derned midt i december for at fejre julen sammen med børnene på Lipela.  Julen bliver i år ekstra festlig for vores børn! For ca. en måned siden modtog vi på hjemmesiden en mail, hvor vi blev opfordret til at sende kontooplysninger og navn til en ukendt adresse. Vi antog, at der var en af de sædvanlige ”Nigeria mails”, som ville lokke penge ud af godtroende mennesker. Peter svarede, at vi ikke var interesserede – MEN – stor var hans overraskelse, da han derefter modtog flere mails, og da det viste sig, at det forholdt sig lige omvendt! Nogen dejlige, men for os totalt ukendte mennesker i USA havde læst om Lipela på nettet og derefter besluttet, at de ville støtte vores børn med et pengebeløb.
Tusinde tak til Dr. Andrew Goodwin og hans kone Sarah Heil fra Burlington i USA, som har sendt Lipela en check på 1000 US dollar.
Disse penge har Peter og Jane besluttet skal bruges til at gøre julen for børnene på Lipela til en særlig oplevelse i år. Der er i Kenya ikke tradition for julegaver, men juledag går man i kirke og derefter hjem og spiser ekstra god mad. Vi har ikke råd til at give børnene kød mere end en gang om ugen – og selv da er det meget lidt de får. Men juledag i år skal de både have ged og kylling. Derudover vil der blive indkøbt sodavand, slik og kager til dem. Det bliver en stor fest.

 

PIC003   PIC032
Billeder fra en tidligere tur

Der vil også være penge til at tage samtlige børn på udflugt – ikke noget der sker ret ofte for vores børn, nu da der er 60 at tage af sted med. Alle Lipela-børnene elsker at komme på tur til et hotel, hvor de kan svømme i poolen, så der vil Peter og Jane tage dem hen. Bagefter skal de på restaurant og spise kylling og pomfrits med sodavand til. En bedre anvendelse for den uventede donation kan jeg ikke forestille mig. Jeg glæder mig til, når Peter og Jane igen er tilbage i Danmark, at fortælle om den dejlige jul vores børn kan se frem til takket være vores ukendte venner i USA.

 

PIC016 (2)

Billeder fra en tidligere tur

Lisbeth Bramaholm

Translate »