Vi har igen med stor glæde modtaget et indlæg fra en af deltagerne på turen til Lipela. Denne gang er det Peters søn Joakim, som skriver. Han var dernede sammen med sin familie og genoplevede Lipela, som han ikke har besøgt i flere år. Han beskriver sit møde med en af de drenge, som var blandt de første børn, der kom til Lipela i 2000. Benson er nu flyttet fra Lipela og bor for sig selv. Han er i lære som mekaniker og klarer sig meget godt. Han har færdiggjort sin grunduddannelse og er blevet tilbudt videreuddannelse med hjælp fra det sted, hvor han er ansat. Han er meget vellidt og dygtig. En dreng som vi fra Lipela kan være stolte af, at have været i stand til at give en god start på livet.
Brev fra Joakim.
Besøg på Lipela, februar 2014 Det var en stor glæde for os at besøge Lipela igen efter mange års fravær. Den første gang vi var der, var der kun bygningerne og ingen børn. De næste gange var der mange skønne børn, der hver især gjorde et stort indtryk på os. Et af de første børn vi mødte var Benson, han var en af de lidt større drenge på børnehjemmet dengang. Det var derfor dejligt, at se ham nu på børnehjemmet og i en helt anden rolle.
Vi havde fået at vide, at der skulle være en fest på børnehjemmet en af de dage, hvor vi var der. Vi vidste ikke nærmere om, hvem festen skulle være for, eller hvorfor den skulle holdes. Men da vi kom hjem til børnehjemmet efter at have været på en tur, fik vi at vide, at vi skulle komme over i spisesalen, for der var fest. Det var Benson, der havde valgt at holde sin 20 års fødselsdag, det sted hvor han var vokset op. Han havde inviteret sine venner og arbejdskollegaer til at holde hans fødselsdag sammen med børnene på Lipela. Han havde selvfølgelig sørget for alt det, der hører sig til til en fødselsdag med musik, kage, slik og sodavand til alle, men ikke nok med det, gæsterne havde også købt ting til børnehjemmet, så Benson og hans venner medbragte olie og andre madvarer som blev doneret til børnehjemmet. En rigtig fin gestus, og dejligt at se, at også kenyanerne støtter op omkring Lipela. Det var en skøn fest med god musik, og Benson lyste hele festen op med sit smil. Han dansede med alle, selv de allermindste børn. Peter og Jane blev madet med kage, og børnene nød kagen, den gode stemning og musikken. Den fest gjorde et stort indtryk, fordi den viser, at Lipela er et sted, som børnene opfatter som hjem, og som de ønsker at vise frem, og vende tilbage til og fejre de vigtige begivenheder i deres liv.
Joakim, Sidsel, Clement og Aksel
Mange tak til Joakim og Sidsel for jeres indlæg. Hvis andre af jer, der har besøgt Lipela har lyst til at dele jeres oplevelser med os her på hjemmesiden, så hører vi meget gerne fra jer.
Lisbeth Bramaholm.