Det var i starten af Februar 2014, at jeg for første gang var i Kenya for at besøge Lipela. Jeg har tidligere været i Sydafrika, men jeg har aldrig været i andre dele af Afrika, hvilket gjorde besøget til Kenya til en utrolig stor oplevelse i sig selv. Første aften boede vi på et hotel, der ligger i en lille by nær Lipela. Vores tur fra Nairobi lufthavn, med et par stop undervejs, var utrolig spændende, da vi fik lov til at se hvordan landskabet gled forbi udenfor og langsomt ændrede sig fra storby til landsbyer i takt med, at vi nærmede os Lipela. Hotellet hvor vi boede, havde en del historie bag sig, da det tidligere har tjent som en Country Club for hvide. Peter fortalte, at han før i tiden ikke måtte have været på hotellet med mindre han havde været ansat. Området omkring hotellet virkede fattigt, men meget livligt og folk virkede utrolig glade. Selvfølgelig vækker biler fyldt med hvide turister opsigt, og der stimlede da også hurtigt mange ivrige lokale børn frem, der vinkede til os. Da vi en af de efterfølgende dage gik en tur i den nærliggende større by, var alle også her meget glade, og der var flere der hilste på og sagde tak for at vores ” hjælp” i området. Det var utrolig rart at føle, at vi var velkomne og at folk værdsatte, hvad Lipela prøver at opnå i området. Det var generel følelse som fulgte os hele turen.
Allerede næste morgen tog vi ud mod Lipela 2, hvor vi blev mødt af en gruppe virkelig glade børn alle klædt i flotte Select dragter. Lipela 2 er det nyeste af de to børnehjem, og der er derfor kun yngre børn i øjeblikket. Det var skønt at se børnene der løb rundt og var ivrige for at vise deres hjem frem. Først havde de forberedt en lille velkomst sang med dans til os. Som alle andre børn var de en anelse generte i starten, men efter de første 2 strofer blev der ellers skrålet for alle pengene. Bagefter blev vi vist rundt af de ansatte og børnene og vi fik set alt fra sovesale, spisesal, lektierum og gyngerne udenfor. Specielt var børnene meget stolte af de kaniner og høns som de havde i et stort flot bur ved siden af huset. Noget af det der slog mig, var at på trods af at Lipela er meget simpel i forhold til danske hjem, var der en utrolig hyggelig stemning eftersom børnene havde fået lov til at dekorere vægge med billeder og tegninger i spise salen og i deres lektie/efter skole lokale. Noget af det mest rørende ved rundvisningen var at se de små huse som børnene havde bygget af små kviste nede bagerst i haven. Opgaven havde lydt at de skulle bygge deres drømmehus hvilket havde resulteret i meget kreative forslag.
Det var også rigtig sjovt at se børnenes madplan, og høre nogle af dem fortælle om deres yndlingsmad. Køkkenet er for nylig blevet flyttet udenfor både på Lipela 1 og Lipela 2. Køkkenerne var ellers oprindeligt designet til at være indenfor ligesom i et hus herhjemme. Men det fungerer ikke i Kenya, de er vant til at lave mad udenfor under halvtag eller små skure hvor de kan have åben ild og store gryder. Det er interessant at se hvordan vores blik på hvordan tingene skal være ikke nødvendigvis er det mest optimale dernede.
Det introducerede også en interessant diskussion mellem mange af os der var dernede, nemlig at alle så gerne vil give mere og mere til børnene, men at man samtidigt også skal have respekt for balancen i lokal samfundet så børnene pludselig ikke bliver ekstremt forfordelt i forhold til de andre lokale børn de går i skole med. Næste projekt er at få elektricitet til skolen, et meget interessant projekt hvor Lipela allerede har sørget for elektricitet til og med en pæl der står 1 meter fra skolen. Nu er det kun de sidste par meter der mangler. Efter vi havde været på Lipela 2 i et par timer, tog vi alle, børn og voksne, videre til Lipela 1 hvor hyggen fortsatte resten af eftermiddagen. Vi startede med at se Lipela 1, men eftersom Lipela 2 er en eksakt kopi af Lipela 1 var det ikke en lige så omfattende tur. En af de store forskelle på Lipela 1 og 2 er, at Lipela 1 også har et separat teenage hus. Det er her de ældre børn bor under lidt mere private forhold, og de har da også dekoreret deres værelser med diverse kort og plakater ligesom et rigtigt teenage værelse- jeg har dog aldrig set så ordentlige teenage værelser før.
Efter rundvisningen stod den på fri leg, hvilket betød at mange af drengene spillede fodbold på græsplænen med nogle af de nye fodbolde Lipela havde fået. Til stor glæde for både børnene og alle os andre der deltog. Til frokost stod den på et overdådigt måltid med frugt til dessert, hvor vi alle sad på græsset i skyggen og spiste. Det var rart at føle hvordan børnene bare slappede af, hyggede og legede med hinanden og med os. Der blev efter mad også delt noget af alt det slik ud som folk havde været så søde at medbringe. Det er utrolig rørende og sætter ens egen barndom meget i perspektiv, når man ser hvor meget lykke en enkelt slikkepind og lille vingummipose kan medbringe. Der var blevet taget rigtig mange ting med hjemmefra. Alt fra tøj, hår elastikker, slik, kuglepinde etc. Og Jane fortalte hvordan de ville gemme nogle af tingene til gaver til når nogle af børnene havde fødselsdag eller havde gjort det ekstra godt i skolen eller lign. Det var rart at kunne bidrage med så håndgribelig en ting.
Den følelse jeg sidder tilbage med efter at have besøgt Lipela, er først og fremmest rigtig positiv. Det gjorde stort indtryk at møde en masse børn, der på trods af deres alt for hårde barndom før Lipela, virker oprigtig glade. Glade for deres nye søskende, familie og for Lipela. Både ansatte og børn smilede og jokede med hinanden og det virkede virkelig som en stor familie. Alle heppede da også entusiastisk med, når der blev optrådt sidst på dagen. Det er en smittende glæde at sidde tilbage med. Derudover virker børnehjemmene utrolig professionelt kørt, der er styr på tingene. Det var fedt at opleve hvordan der blev lagt vægt på både leg og skole, selvom nogle af børnene havde det sværere med det sidste pga. deres historie. Det blev der taget hånd om med den lærerinde (som også er deres ”mor”) der hjælper børnene med ekstra undervisning og lektiehjælp efter skole.
Eftersom det var min første tur, kan jeg jo ikke holde det op imod hvordan Lipela før har set ud. Jeg kunne dog mærke på de mange ”gengangere” der var på turen at der er sket store fremskidt over de senere år, fremskridt de var stolte af at have bidraget til. Jeg kan kun forestille mig hvor rart det må være at kunne følge de fremskridt , og jeg glæder mig allerede til næste gang!
Silke Wexøe.