Nyheder januar 2024

Rigtig godt nytår til jer alle sammen fra både børn og ansatte på Lipela.

– Det skriver Peter i en kort nytårs hilsen, som han har sendt fra Kenya. Han og Jane har været dernede siden 1. november, og de vil blive der et godt stykke tid endnu. Det er jo fordelen ved at være pensionist, som Peter også siger. Sådan kan man få det bedste af 2 verdener.

Børnene har det godt. De har haft ferie fra skolen siden 1. november og er først lige kommet tilbage på skolen igen her efter nytår. I november kunne de selv bestemme, om de ville blive på Lipela, eller om de ville tage hjem på besøg hos deres værger eller familier. Flere valgte dog at blive på Lipela fordi alle, der har mulighed for det, skal hjem i 2 uger i december. For nu ikke at der skulle gå helt ”teenager-ferie” i dem, så besluttede Peter, at de der blev tilbage skulle arbejde enten på Lipela eller i markerne omkring Lipela for en symbolsk betaling – lommepenge er jo ikke at foragte.


Jul og nytår er gået godt. Alle børn er altid på Lipela hen over jul og nytår, der som sædvanligt blev fejret med god mad og masser af sang og musik – både af børnene selv og fra meget højtspillende højtalere. Vi har overvægt af teenagere!


Lisbeth og Lars havde inviteret hele deres familie på juletur til Kenya. De besøgte Lipela juledag og her blev der tid til både god mad sammen med børnene på Lipela, en blandet fodboldkamp og masser af kenyansk/dansk dans.


Som sædvanligt fik Lipela også i år besøg af flere fra lokalområdet, der kom med gaver i form af fødevarer og andet til vores børn. Den bedste visit var dog, da Ben og hans datter kom med julegaver til sine ”søskende”. Han har klaret sig så godt.

I november var jeg så heldig at besøge ham på det flotte bilværksted, som han nu ejer sammen med den mand, der tog sig af ham, da han i sin tid startede på sin mekaniker uddannelse. Det er en fornøjelse at se, hvordan den hjælp, som han har fået på Lipela, nu kommer tilbage til de børn, som lige nu er på børnehjemmet. Han er en fantastisk rollemodel for dem alle.

Første juledag fejrede Peter og Jane Roses fødselsdag sammen med alle børnene på Lipela. Alle savner hende stadig meget og mindes de fødselsdage, som de har fejret sammen med hende tidligere. De benyttede dagen til alle at gå op og se den grund, som Rose fonden har købt. Planen er at bygge et par små huse på grunden, så snart der er penge nok. Disse huse skal så bruges til, for en tid, at kunne huse tidligere børn fra Lipela, som har problemer og som har brug for hjælp til at komme videre i deres liv.


4 af vores ældste børn har afsluttet skolen og afventer nu deres eksamensresultater. En dreng har dog allerede fået et scholarship til en musikskole. Det er vi meget stolte af.


Af andre ting, som Peter nævner, er at Alice´s veninde har doneret penge til udgravning af en inddæmning til vand. Den kan holde ca. 200.000 liter vand, som skal bruges i tilfælde af fremtidig tørke. Lige nu er der rigeligt vand i området, men I husker måske, at vores børn for kun kort tid siden ikke kunne gå på toilettet eller bade grundet på vandmangel.

Lisbeth Bramaholm.

Leave a Comment

Translate »