Vi mødtes som sædvanligt hos Peter og Jane. Tak til dem for igen at ville lægge hus til vores årlige møde. En speciel tak til Jane for dejlige samosas. Nyheder fra Lipela: Peter indledte mødet med en beretning frisk fra Lipela. Han, Jane og børnene havde været dernede i 4 uger i sommer. Det havde været et både dejligt, spændende, men også lærerigt ophold fyldt med store og små oplevelser og indtryk. Alt går godt for vores børn. Der er nu 31 børn på Lipela. De er glade og får stor ros både fra skolen og fra det omgivende lokalsamfund. Lipela er MEGET respekteret – ja så meget, at nogle ikke kalder det et børnehjem, når de har set det eller hørt om det. De siger, at det er en Bording School – kostskole - og enkelte har endda ansøgt om at få deres børn optaget på Lipela. De vil gerne betale for det. !!! Så kan vi vist ikke få større ros og anerkendelse. Af nye større ting, som er sket siden sidste sponsormøde, fortalte Peter om at:
Som Peter sagde det, så er det godt at være på Lipela i længere tid, for så bliver man en del af hverdagen, og man kommer tæt på både børn og personale. Et eksempel på det var, at da Peter skulle læse et brev på engelsk fra en af sponsorerne op for børnene, oplevede han, at Doreen var helt fantastisk til at oversætte nærmest simultant fra Engelsk til Kikuyu. En anden oplevelse var, at en af drengene havde startet ”sin egen” kanin farm. Han havde tømret bure sammen af tiloversblevne træstumper, og havde nu en kaninflok på 20 kaniner. Andre børn viste både kreative og praktiske færdigheder og interesser. 2 af pigerne har startet deres egen ”frisørsalon” – de fletter og klipper de andre pigers hår, og de er gode til det! Alle disse iagttagelser kan bruges som en rettesnor i den videre planlægning af børnenes fremtidige uddannelser og skolegang. Peter havde gjort sig tanker om, at vi eventuelt kunne oprette en eller anden form for work-shop på Lipela. En anden ting, som gør at Peter og Jane kommer tæt på vores børn og personalet er, at de mens de er der, tager en individuel samtale med hver enkelt. Dette giver et uvurderligt indblik i, hvad den enkelte er optaget af eller går og tænker på. Denne gang kunne både Peter og Jane mærke, at børnene var blevet ældre, og at det nu var generelle teen-age problemer, som var det dominerende. Her ligner Lipela børnene alle andre. Jane arrangerede en tur for de 10 store fra PCP huset til Nyeri. De havde fået lommepenge til turen, og havde for første gang i deres liv mulighed for at købe noget til sig selv. Det var en meget stor oplevelse for dem. Det var meget forskelligt, hvad der blev indkøbt. Også her viste børnenes spirende individualitet sig tydeligt. Praktiske ting fra hverdagen på Lipela. Der sker også en masse praktiske ting, når Peter og Jane er på Lipela. Huset er blevet malet. Der er udskiftet senge og madrasser. Der er installeret en varmtvandsbeholder, så børnene nu kan blive vasket i varmt vand. Opvarmningen sker gennem varmen fra den daglige madlavning. Komfuret er udskiftet – det oprindelige var blevet for lille. Legepladsen/fodboldbanen er blevet jævnet, så det nu er muligt at spille fodbold der uden at falde over tuer, eller at bolden triller ned af en skråning. Der er kørt 7 læs jord på, og det har hjulpet en del. Ud over de helt interne ting på Lipela havde Peter og Jane også travlt med andre ting, som vedrører vores børnehjem. De deltog for første gang i visitering af kommende børn til Lipela. Vi har en venteliste på mindst 20 børn. En sponsor spurgte, hvad siger børnene til at de skal flytte til Lipela? Peter svarede: - Mens de var dernede, så havde Lipela haft besøg af børn, som evt. skulle optages. De var kommet for at se børnehjemmet. Disse børn havde alle, så snart de så stedet og snakkede med de andre børn, nærmest været en del af flokken. De spurgte, om det kunne være rigtigt, at man fik mad 3 gange hver dag, og om man kunne se TV? Da dette blev bekræftet, ja så ville de gerne blive med det samme. Kun et barn ud af alle de børn, som gennem årene er kommet til Lipela, har savnet sin familie så meget, at han ønskede at komme hjem igen. Læs videre om en visitationsoplevelse her. Peter fortalte at Lipela bliver mere og mere integreret i lokalsamfundet, og at man i højere og højere grad oplever, at der er en stor lokal interesse for at hjælpe vores børn. Næsten hver søndag kommer der besøg. Det kan være fra en kirke, en lokal organisation, helt private mennesker eller forretningsdrivende eller endog folk fra Nyanuki, som har hørt om børnehjemmet, og som gerne vil give noget til Lipela. En skole ca. 15 km fra Lipela samler hver 3. måned ind til vores børn, og de store elever kommer til Lipela og afleverer det indsamlede. Læs mere her. Skolen. Alle vores børn klarer sig godt i skolen. Skoleinspektøren bemærker, at ALLE Lipela børn opfører sig godt, er høflige og laver deres lektier. Det er MEGET vigtigt i en Kenyansk skole. Mens Peter og Jane var dernede havde skolen arrangeret ”Kenyas første forældredag” – Det er meget usædvanligt på en almindelig lokal skole i Kenya overhovedet at have nogen form for forældresamarbejde – Der var inviteret til fælles picnic på skolen, hvor forældre og børn skulle komme med madkurven og møde hinanden på skolen. Peter, Jane og Sabina kom med 31 børn, men den flok blev udvidet til mellem 40 og 45. Da de så, at nogle børn stod tilbage uden forældre og uden mad, så inddrog de alle disse børn i vores børnegruppe og delte det mad, de havde med. Vores børn havde selv været med til at bestemme, hvad der skulle købes ind, og det blev til saftevand og kiks og brød. Tak fra os for jeres omtanke Peter og Jane. I klasserne var alle børnenes navne slået op. De var listet op efter de resultater, som hvert enkelt barn havde opnået i de forskellige eksaminer. Der er mellem 60 og 80 børn i hver klasse. Ingen af vores børn havde opnået et nummer under nr. 20! Det er flot, når man tænker på, at mange af vores børn slet ikke har gået i skole før de kom til Lipela. Noget, som bestemt også har hjulpet er, at nu har de lys til at læse lektier ved. De har alle de bøger, som de skal bruge, og en lærer til at hjælpe til ved lektielæsningen. Men derudover har det også hjulpet de store, at de nu kan læse lektier i fred og ro i deres eget hus. Isaac vores ældste dreng går nu på den lokale Secondary School. Han klarer sig godt, og er glad for at gå der. Han cykler hver dag de ca. 7 km. Til Naro Moro. Fremtidige planer og tanker:
1) Planerne om at bygge endnu et børnehjem er kommet nærmere realiteterne. Vi har kontakt med en sponsor, som er villig til at donere et betydeligt beløb til opførelsen af de kommende bygninger. Der er kontakt til en arkitekt, og han har allerede lavet er råskitse. Det nye børnehjem vil blive placeret ca. 10 km fra Lipela, dels fordi Peter har land der, men også fordi vi bestemt ikke kan ”belaste” den lokale skole med flere af vores børn. Lipela-børnene er allerede oppe på at være ca. 10% af samtlige elever der. 2) Ved overflytningen af de store børn til PCP huset og bygningen af personalehuset er der nu blevet skabt plads til yderligere 10 børn på Lipela. 3) Det er måske tanker om en eller anden form for work-shop på Lipela. 4) En vild tanke: Naro Moro mangler en cafe! Kunne vi etablere en ??? Økonomi: Lipela har en god og sund økonomi. Årsregnskabet kan ses her. Vi har 46 sponsorer, som har tegnet gavebreve for 10 års perioder samlet 160.000 kr., samt 8 donorer, som har givet individuelle bidrag samlet 20.000 kr. Der er kommet 5 nye sponsorer til i år. Samlet løber driften op på ca. 125.000 kr. Derudover beregnes ca. 30.000 kr. til reparationer og vedligehold. Der forventes en stigning på 10 til 15.000 kr. i dette år. Dels bor der nu 6 børn mere, og dels har vi været begunstiget af en MEGET lav kurs på Kenya shilling. Opførelsen af personalehuset indgår ikke i dette regnskab, da det er finansieret af en privat donor her fra Danmark. Mange, mange tak fra os alle til ham. Der er startet en indsamling til det nye børnehjem, samt en lærerbolig på stedet. Der er allerede indkommet 110.000 kr. Måske kommer der meget snart endnu en donation på ca. 150.000 eller 200.000 kr. Samlet vil byggeriet komme op på ca. 400.000 kr. Vi håber at kunne ansætte et lærerpar til at lede det nye sted. Det vil kunne give en mere professionel pædagogisk ledelse, som også Lipela kan drage nytte af. Vi håber at kunne påbegynde det nye byggeri i 2008. Der vil blive plads til ca. 30 børn. Hjemmeside: STOR ros til Jakob. Det er en flot og informativ hjemmeside, som vi er meget glade for at han har lavet og vedligeholder. Jakob fortæller, at besøgstallet på hjemmesiden er stødt stigende, og at der gennem hjemmesiden har været henvendelser fra folk, som gerne ville ned og arbejde på eller besøge Lipela. Disse henvendelser sender han altid videre til Peter og Jane. Hermed er formålet med hjemmesiden ved at være opfyldt. Vi ønsker for det første at vores sponsorer herigennem hele tiden kan følge med i hvad der aktuelt sker på Lipela, og dermed også føle, at de er en del af det vigtige arbejde, der foregår dernede. Men for det andet også at andre, der endnu ikke kender til Lipela kan få information om vores børnehjem.
Referat: Lisbeth Bramaholm.
|