|
Nu er redaktionen tilbage
efter en dejlig sommer. Vejret her i Danmark kunne, som vi jo alle
ved, godt have været bedre, varmere, med mere sol og ikke slet så
megen regn, men det må man jo tage, som det kommer.
Det samme var tilfældet
for Jane, Peter og deres børn, da de i en måned her i sommer boede
på Lipela. De kan fortælle om kulde, regn og hagl så store som dueæg
i Kenya. Nu er ingen på Lipela længere i tvivl om, hvad vi snakker
om, når vi fortæller om sne!
De allersidste nyheder
dernede fra er følgende:
Det nye staffhouse er
færdigt, og Sabina og Macy er flyttet ind i deres egne værelser. Det
er en stor glæde for os, nu at kunne give dem lidt mere privatliv og
en chance for at kunne trække sig tilbage og være sig selv, når de
har fri. Der er endnu 2 ubenyttede værelser, for de øvrige
medarbejdere på Lipela bor i lokalområdet og går hjem hver dag.
Tillykke med det nye hus.
Efter at de unge er
flyttet over i PcP huset, og personalet har fået deres eget hus, så
er der blevet plads til flere små børn på Lipela. Mens Peter og Jane
var dernede, var en af deres opgaver at tage ud for at visitere børn
fra ventelisten, for at afgøre, hvem der havde størst behov for at
blive optaget på Lipela, og hvem der ville passe bedst ind i
børnegruppen lige nu.
Peter fortæller, at det
har været en meget stor og meget tankevækkende oplevelse at besøge
”vores” børns hjem og med egne øjne se og opleve den ekstreme
fattigdom, som de kommer fra. I et hjem ca. 20 km. fra Lipela langt
oppe i bjergene, hvor bilen ikke kunne komme, og hvor de måtte gå
til fods de sidste kilometer, stod en gammel tynd, tynd mormor med 5
børnebørn udenfor en lille hytte. Hun lignede en på 75, men var i
virkeligheden vel kun ca. 40-50 år. Denne stolte mormor forsørgede
sine børnebørn ved at tage hårdt fysisk arbejde som daglejer, når
der indimellem var noget at få. Peter spurgte, hvad de skulle spise
til aften – de havde ikke fået noget i løbet af dagen -, og svaret –
kl. 17 om eftermiddagen – var: At det vidste hun endnu ikke, men hun
kunne måske være heldig at plukke noget vild spinat til suppe før
det blev mørkt! – kl. 19! Som Peter sagde: Der var slet ikke brug
for videre spørgsmål. Disse børn – de to yngste – havde behov
for at blive optaget på Lipela. ( De er nu ankommet, og bor på
børnehjemmet).
Vi har nu i alt 30 børn på
Lipela.
En anden nyhed er: Lipela
har været i avisen. En dag for nogle måneder siden kom en freelance
journalist til Lipela og spurgte om lov til at snakke med børnene og
personalet. Det fik han lov til, og han skrev en artikel til en
lokal avis, der fortalte om vores børn og om børnehjemmet. Peter har
snakket med ham, og vi vil nok senere høre mere til denne kontakt.
Det forlyder, at han igen har været på besøg på Lipela. Han vil
måske skrive mere og tage nogle aktuelle billeder, for Peter og
Janes kamera gik i stykker, så denne gang er der ingen billeder fra
Lipela. Denne journalist har gjort det til sin opgave at beskrive
hvad der sker i lokalsamfundet omkring børnehjemmet. Han skriver om
landbrug, små forretninger, lokale arrangementer og begivenheder.
Det er en fin kontakt for os at have. På den måde kan vi blive endnu
mere en del af det lokale samfund.
Vi ER allerede kendt, som
jeg før har beskrevet. Men at vores børnehjem og det arbejde, som
foregår der er SÅ respekteret, som den følgende beretning vil vise,
ja det var selv Peter og Jane ikke klar over.
En dag, mens Peter og Jane
var på Lipela, kom en mand og sagde: - at nu kommer jeres gæster
snart!
Det kendte Peter og Jane
ikke noget til!
Det viste sig nu, at
Peters nevø KIMOTHO underviser på en skole, der ligger 10-15 km. væk
oppe i bjergene tæt på Mount Kenya. På denne skole havde man
besluttet, at hver elev den ældste klasse hver 3. måned skulle samle
alt det ind til vores børnehjem, som de kunne. I februar havde de
været på Lipela med ris, majs, mel, kartofler, gulerødder, spinat,
æg, mælk. Alt havde de båret på ryggen hele vejen ned til Lipela.
Denne gang begyndte de første at komme kl. 10 om formiddagen. De kom
5 – 10 unge i grupper med sække på ryggen indeholdende alt det, som
de havde samlet ind til vores børn! Kl. 13 var det ca. 70 unge fra
8. klasse, som alle havde gået den lange vej ned til Lipela med
deres gaver. Nu blev der holdt taler og sunget sange. Både de
besøgende og vores børn sang, og bagefter blev de unge og legede med
vores børn til kl. 17. Så begyndte de den lange gåtur tilbage. Nogle
af dem havde mere end 20 km. at gå, før de igen ville være hjemme.
En KÆMPE, KÆMPE TAK fra os
alle sammen til alle de pragtfulde unge mennesker!
Peter og Jane fortalte
meget mere, men der skal jo også være noget for dem at fortælle på
vores sponsormøde, som i år vil blive afholdt søndag d. 30.
september hos Peter og Jane.
Lisbeth Bramaholm |