I sidste nyhedsbrev lovede jeg, at fortælle mere om, hvad der videre skete med de 5 børn, som Jane visiterede fra oldemoderen, der tog sig af 10 oldebørn. Dette vil samtidig give jer et billede af, hvordan børnene kommer til Lipela. Efter at have besøgt de 10 forskellige steder, hvor der var børn, der evt. kunne komme på tale til at blive optaget på Lipela, udvalgte Jane i samarbejde med Francis, og lederen af Lipela de børn, der havde det største behov og som aldersmæssigt passede bedst ind på dels Lipela 1 og Lipela 2. Når børnene er udvalgt, skal de endelig godkendes af myndighederne til optagelse. Når alle formaliteter er i orden, så kan børnene afhentes fra deres hjem. Nu begynder deres nye liv på Lipela. Denne gang kan billederne ses i et større format ved at klikke på dem. Vejen ud til familierne er bestemt ikke altid nem. Dette er en ofte tilbagevendende oplevelse. Bilen punkterer, for vejene er ofte kun hjulspor fyldt med sten. Slet ikke egnet til biler med sarte dæk, faktisk kun beregnet til gående. Ude hos oldemor ventede de fem børn på, at blive afhentet. De var nyvaskede og iført deres stiveste puds. Det meste af tøjet havde de fået fra naboerne, for at de skulle se pæne ud ved ankomsten til Lipela. Prøv at sammenlign billederne af børnene med dette fra sidste nyhedsbrev. De fem børn og to andre drenge, som også var blevet afhentet samme dag, er nu klar til turen til Lipela, og en hel anden tilværelse end den, som de før har været vant til. Efter deres måske første tur i en bil, gør det godt med lidt forfriskninger. Sodavand og boller er et hit hos børn overalt i verden. Før børnene ankommer til Lipela, bliver de undersøgt på Naro Moru sundhedsklinik. Det er meget vigtigt, at de er raske for ikke at bringe smitte med til børnehjemmet. De bliver også testet for AIDS. En simpel blodprøve kan hurtigt afsløre, om de evt. er smittet. Heldigvis var ingen af børnene HIV positive. En lang og begivenhedsrig dag slutter for børnene med mødet med deres første legetøj. Først er det ikke rigtig nemt at finde ud af, hvad LEGO kan bruges til, men med lidt hjælp kommer der gang i byggeriet. Nu er hverdagen på Lipela begyndt. Her ser I 5 børn, som ikke før havde gået i skole, ikke før havde fået ret meget at spise og slet ikke havde haft deres egen seng at sove i, på vej til deres første skoledag. Ved at støtte Lipela gør vi alle sammen en stor forskel for disse børn. Tak for det. Også tak til Rikke og Signe, der igen har leveret billederne. Lisbeth Bramaholm |