Her kommer nogle helt friske nyheder fra Lipela. Jeg har besøgt børnehjemmet i februar og boet hos Peter og Jane i deres dejlige nye hus, som ligger lige ved siden af Lipela. Det er en helt ideel placering. Dels er Peter og Jane helt tæt på børnehjemmet, men samtidig kan de trække sig tilbage og have et privatliv. I de sidste mange år har de, når de har været dernede, boet på Lipela blandt børn og personale, og det kan godt være belastende, når de har opholdt sig der gennem længere tid. Med det nye hus har de fået det bedste af to verdner.
Jane har meget travlt med at supervisere den daglige drift. Der er utallige opgaver, når man som vi dels har ansvaret for de 30 børn, som bor på Lipela, de 15 som er i secondary schools og på collage, samt en enkelt, der læser til bygningsingeniør på universitetet.
En af de mest iøjnefaldende problematikker er ”den nye børnekarakter”. Hvad betyder det, kan I med rette spørge? Jo, efter at den Kenyanske regering for nogle år siden besluttede, at alle børnehjem på sigt skulle lukkes, optog vi i en periode ikke nogen nye børn på Lipela. Men efter at vi var blevet forsikret om, at der i hvert fald indtil 2032 stadig ville blive godkendt børnehjem, så blev det besluttet, at vi igen skulle optage børn. Det skete også efter et stort pres fra det lokale politi. De har kæmpe problemer med at anbringe børn, som kommer i deres varetægt efter f.eks. overgreb og vold i hjemmet, narkoafhængige mødre der efterlader deres børn på gaden eller – som jeg har fortalt om i et tidligere nyhedsbrev – låst inde i et tomt værelse, mødre der er fængslet, eller forældreløse børn, hvor det er umuligt at finde deres familier. Nogen af disse børn bor i dag på Lipela. Jeg havde en meget spændende og givende samtale med den lokale Sub. Chief netop om de store vanskeligheder, som politiet har med at finde steder, hvor de kan anbringe disse stakkels børn.
Hvad har det med ”den nye børnekarakter” at gøre? Jo i sin tid, da vi startede Lipela var de børn, som vi optog, ganske almindelige børn fra det lokale samfund. Deres forældre var i de fleste tilfælde Hiv-smittede, meget syge eller afdøde. Disse børn var blevet efterladt hos gamle bedste eller oldeforældre i landsbyerne og havde levet et ”almindeligt” børneliv trods dyb fattigdom. Det var/er meget almindeligt i Kenya og mange andre steder, at de unge flygter til de store byer for at finde arbejde, men når pigerne så bliver gravide kommer de hjem med spædbørnene og forlader hurtigt stedet igen. Derfor er det ikke ualmindeligt, at en gammel fattig bedstemor/oldemor sidder tilbage med adskillige børnebørn og oldebørn, som hun forsøger at forsørge. Det var de børn, som vi startede Lipela for. Vi ønskede at give dem et bedre liv. Disse børn findes stadig, men der bliver nu gjort noget for at hjælpe dem i hjemmene via outreach programmer og et stærkt sammenhold i lokalsamfundet. Ligeledes er HIV heller ikke så stort et problem længere.
Børnene, som vi nu får ind på Lipela er næsten alle placeret ved politiets mellemkomst, og det er ikke svært at forestille sig, hvor stor en forskel der er på børn med deres baggrund og så på de børn, som Lipela blev grundlagt for at tage sig af. Der er store adfærdsmæssige og opdragelsesmæssige problemer med flere af vores nye børn. En pige har det været nødvendigt at sende bort, da problemerne blev alt for store både i skolen og på Lipela. Hun formåede, i den tid hun boede der, desværre at få så megen indflydelse på nogle af de andre børn, at flere begyndte at efterligne hende. Det skabte store problemer for personalet og uro blandt de øvrige børn.
Når talen nu falder på personalet og de nye udfordringer, som både de og Jane står overfor, så ser jeg på sigt, at det nok vil blive nødvendigt med en mere professionel stab af medarbejdere børnehjemmet. Hidtil har Jane og Peter med hjælp fra Francis, som har taget sig af regnskaber og Peters søster Jane, som har taget sig af den praktiske ledelse, når Peter og Jane er i Danmark, alle arbejdet frivilligt. Vores personale har været/er almindelige damer fra området uden nogen form for uddannelse. Det er gået fint i mange år, men nu er opgaverne blevet væsentligt mere krævende bl.a. med de nye udfordringer, som børnene giver.
Tilbage til børnene. Der er jo ikke kun problemer. De har det godt på Lipela og er glade for at være der. Mens jeg var der, kom der en søndag gæster fra bl.a. Lions Club for at lave mad til børnene, lege med dem og overbringe dem gaver af forskellig art. Det var en meget festlig dag og vores børn morede sig og nød den gode og rigelige mad. Alle børn, gæster og personale havde en herlig dag.
Samtidig med at jeg var på Lipela var en af vores sponsorer Alice der også. Hun har være der flere gange før og har hver gang sluttet sit ophold med, sammen med nogle af de større børn, at bage banankage til alle. Det er ikke den nemmeste opgave i et brændeopvarmet komfur af ældre dato, kan jeg godt forsikre jer om. Men banankagen blev super god og blev nydt i fulde drag. Mange tak til Alice.
En anden dag oplevede jeg en sportsdag for flere af de lokale skoler. Dagens emne var stafetløb, og alle gjorde en ihærdig indsats, for at komme først. Et par af vores børn fra Lipela fik flotte tider og en blev nr. 2 i det samlede resultat. Flot klaret!
Noget jeg specielt lagde mærke til på løbs dagen var, at der var flere børn i kørestole, som blev skubbet rundt af deres kammerater. Det var en meget positiv oplevelse, for jeg har besøgt flere skoler gennem årene, og der har det bestemt været et særsyn at se handicappede børn være inkluderet på linje med de øvrige børn.
Når skoleklasser her i Danmark er på tur eller til sportsbegivenheder, så er det jo en helt almindelig ting, at man enten har slik og andet godt med, eller at børnene har lommepenge med til lidt lækkert. Det er også tilfældet i Kenya, men her dog på en lidt anden måde. Børn i Danmark går i kiosker eller slikforretninger på vejen, men her kommer ”kioskerne” til skolen, hvor begivenheden foregår.
Det var en fin og sjov dag.
Som afslutning på mit ophold på Lipela ville jeg gerne give børnene noget. Men hvad skal men finde på til 30 børn og teenagere? Jo, sagde Peter, børnene får ikke ret tit kød mere. Måske hver 3. uge så det er noget, som de alle sætter pris på. Hvad med at købe en ged? Så kan de få et uventet festmåltid. Som sagt så gjort. Geden, som dog viste sig at blive et får, blev slagtet og tilberedt med kartoffelmos og masser af grøntsager til.
Alle nød den gode mad og jeg tog afsked med børnene for denne gang.
Lisbeth Bramaholm