Nyheder juli 2026

Peter og Jane er igen hjemme i Danmark, hvor de bliver sommeren over. De fortæller, at alle børnene på Lipela har det godt og sender mange hilsner til alle jer, som sponsorerer dem og Lipela.

Der sker flere ting på Lipela lige nu. Som jeg fortalte i nyhedsbrevet fra december, så har vi været så heldige at blive betænkt med en arv fra en afdød sponsor – Birte. Denne arv gør det muligt, at påbegynde en meget nødvendig renovering af bygninger og udeområder.

En større renovering, som bl.a. vil omfatte en fornyelse af tag, toiletter og kloak vil blive påbegyndt senere på året, når Peter og Jane igen er dernede. Men allerede nu er man begyndt at renovere gangarealerne rundt om Hovedhuset. De er, som I kan se på billederne meget ramponeret efter 30 års slitage.

Billeder gang

Alice, som har været sponsor for Lipela i flere år og som før har været med til at samle penge ind til forskellige projekter, har her i foråret formidlet, at Spejdernes Genbrugsbutik i Furesø har doneret 55.000 kr. til Lipela. Disse penge skal fortrinsvis bruges til en meget nødvendig renovering af vores køkken. De nuværende brændekomfurer udvikler så meget røg, at det til tider nærmest er sundhedsfarligt.

Mange tak til Alice og til Spejdernes Genbrugsbutik.

Der er sket en ændring af Lipelas ledelse. Peter, som i næsten 30 år sammen med Jane har været ansvarlig for den overordnede og daglige ledelse, er nu fratrådt grundet på alder. Det samme gælder Peters søster Grace og Peters ven Francis. De har gennem lige så lang tid dels varetaget Lipelas daglige økonomi og dels den overordnede økonomi for børnehjemmet i Kenya. De har alle tre været med til at grundlægge Lipela og har gennem alle årene arbejdet frivilligt og påtaget sig et meget stort ansvar for vores børnehjem.

Mange tak for jeres store indsats og nyd jeres Otium.

Jane er blevet ansat som lønnet konsulent/leder af Lipela. Hun er ansvarlig både for den overordnede ledelse af børnehjemmet og økonomien i Kenya. Lars og Lisbeth varetager fortsat Lipelas økonomi i Danmark, men nu i et tættere samarbejde med Verdens Børn.

Denne omstrukturering og den kommende renovering er nødvendig, for at Lipela fortsat kan godkendes som børnehjem. Vi kan ikke længere drive børnehjemmet udelukkende på frivillig basis og med uuddannet personale. Der er kommet væsentligt strengere – men reelle – krav til børnehjem over hele Kenya. Tidligere var der omkring 10 børnehjem i området, men de er alle lukket pga. alt for ringe standard. Der er nu kun Lipela og et meget stort børnehospital tilbage i området, som stadig har regeringens godkendelse. Den skal vi bevare!

Lidt nyt om vores børn.

Lige før Jane og Peter tog til Danmark fik Lipela en henvendelse fra de lokale børnemyndigheder. Kunne vi modtage en lille pige på 3 år? Hendes mor var selv tidligere børnehjemsbarn fra et af de nu lukkede børnehjem. Hun var i en alder af 23 år både alkoholiker og narkoman. Hun var kendt i byen Nanyuki, som ligger ca. 30 km. fra Lipela, og havde mange gange været i politiets søgelys. Hun lever på snuskede barer og havde flere gange efterladt sit barn tilfældige steder. Denne gang blev den lille pige fundet i en kloak af en fattig kone, der lever af at samle skrald og sælge, hvad der kan sælges. Pigen blev afleveret til politiet, hvor hun var mens de ledte efter moderen. Men hun var forsvundet. Man ønskede ikke at pigen skulle blive i byen og fortsat udsættes for moderens omsorgssvigt, så den lokale Sub. Chief i Naro Moru blev kontaktet og via ham blev vi på Lipela bedt om til at modtage den lille pige.

Jane – som den 3-årige pige hedder – kom på besøg på Lipela sammen med en kvinde, som har taget sig af hende. Ingen fortalte hende, at hun evt. skulle bo på Lipela, men efter at være blevet vist rundt af ”vores” Jane erklærer lille Jane til kvinden: ”Nu kan du kan godt gå! Jeg vil blive her!” Og det fik hun heldigvis lov til. Hun er nu det yngste barn på Lipela.

Billeder Jane

En af vores store piger, der har afsluttet sin skolegang er blevet optaget som politi elev. Det var hendes store ønske. Stort tillykke.

Isac, som I jo ved blev gift sidste år er blevet far. Tillykke Isac!

Hav fortsat en dejlig sommer og nyd solen.

Lisbeth Bramaholm

Translate »