Nyheder december 2025

Som jeg lovede i sidste nyhedsbrev, vil jeg fortælle jer lidt om kenyanske forlovelsesskikke og om Isaac`s bryllup.

En meget basal brudeforhandling består af flere besøg af bejleren hos pigens forældre.
Ved første besøg ledsages han af sin far, bror eller sin bedste ven. De medbringer gaver til pigens familie. Disse kan være kød, ris, sukker, mel, olie, brød osv. Nu bliver der tilberedt et stort måltid og den unge mand eller hans fader fortæller, at de unge gerne vil giftes. Under denne snak bliver medgiften diskuteret. Faderen kommer med listen over, hvad han i sin tid har betalt for moderen. Den bliver læst op så alle er orienteret.
Listen beskriver hvor mange køer, geder, tæpper, sovemåtter, beklædning (skind fra geder og køer) smykker og ikke mindst hvor meget Pombe (hjemmebrygget øl) han i sin tid betalte. Under megen snak og forhandling fastsættes så den aktuelle værdi af disse gaver. Til jeres orientering er det arbejdskraften, som pigens familie mister ved gifte målet, som man kompenserer for ved at betale medgift.
Ved det sidste besøg har brudgommen samlet en del af medgiften, som medbringes til faderen. Han medbringer f.eks. også et lam eller en ko, som bliver tilberedt og spist, mens man lærer hinanden bedre at kende.
Der bliver afholdt en form for bryllups-ceremoni i pigens hjem. Her deles begge familier om udgifterne. Derefter fører brudgommen sin brud hjem.


Nu tilbage til Isac`s bryllup.
Lipela hjalp ham med medgiften. Han medbragte 2 lam til ceremonien i pigens hjem. Den forhandlede medgift, vil i danske kr. svare til ca. 20.000 kr. Det er her vigtigt at vide, at hele medgiften IKKE må betales kontant med det samme. Heri ligger der en sikkerhed for pigens fremtid i ægteskabet. I realiteten betales hele medgiften aldrig.

Ud over ceremonien i pigens hjem blev Isac og hans kone også viet i den lokale kirke nær Lipela. Der blev holdt en kæmpefest for brudeparret. Hele nærområdet havde samlet ind til festen og havde været MEGET gavmilde. Der var også råd til at leje 2 biler, som kunne køre for brudeparret og deres følge. Denne gavmildhed var klart begrundet i dels at Isac er et afholdt medlem af kirken, men også i hans baggrund som forældreløs opvokset på Lipela.


Om aftenen blev der holdt en stor fest for Isac og hans brud på Lipela. Her deltog alle børnene samt alle de tidligere Lipelabørn, som havde mulighed for at komme. Brudeparret lånte gæsteværelset på Lipela i en uge. Det var deres ”bryllupsrejse”.
De nygifte har nu lejet et hus ret tæt på Lipela. Hun har sin egen gardin-systue i Karatina og Isac går stadig til hånde på Lipela.

Her ved årets slutning kan vi se tilbage på et år, hvor der er sket en hel del gode ting på Lipela.

Først og fremmest har vi nu RENT vand! Den vandboring har vi arbejdet på og set frem til at få i 10 år. Vores børn har nu meget færre problemer med dårlig mave og vi er sikre på at have adgang til rent drikkevand, selv om der igen skulle komme en lang tørkeperiode.


For 3 år siden gjorde en donation fra Alices veninde Anna det muligt at udgrave en vand dam til opsamling af regnvand. Det vand måtte dengang bruges i husholdningen, da der var alvorlig tørke i området. Det kan nu bruges til vanding af afgrøder på markerne og vanding af græsset udenom Lipela. Mange tak til Peters fætter!

Førnævnte Anna har i forbindelse med en rund fødselsdag doneret en tur for børnene på Lipela. De kørte 100 km. til et dyrskue i en lejet bus og havde en meget spændende dag. Her er deres egen beretning fra turen:

Mange tak til Anna.


Flere gange i årenes løb har Lipela haft besøg af amerikanske unge, der var på lejrskole i nærheden af Mount Kenya. I år havde besøget gjort så stort et indtryk på en dreng, at han bad sin far om at støtte Lipela. Han spurgte, hvad der var brug for og svaret var: nye madrasser. Ganske kort tid efter at drengen var vendt hjem, kom der en donation fra hans far, som gjorde det muligt at indkøbe 40 nye madrasser til vores børn. Mange tak til den amerikanske dreng og hans far.


Til sidst en både glædelig men samtidig også sørgelig nyhed. Birte, som har været en trofast sponsor for Lipela siden grundlæggelsen af børnehjemmet i 1997, er tidligere i år afgået ved døden. Hun har som en sidste donation testamenteret en substantiel del af sin arv til Lipela. Det vil gøre det muligt, når denne arv bliver udbetalt, at gennemføre meget påtrængende vedligeholdelser både udendørs og indendørs. Det har længe været nødvendigt, men der har desværre ikke før været penge eller økonomi i vores buget til disse vedligeholdelser.

Mange tak til Birte
ÆRET VÆRE HENDES MINDE.


Tak også til alle jer trofaste sponsorer med ønsket om en
GLÆDELIG JUL og et GODT NYTÅR.
Fra børn og personale på Lipela samt
Peter og Jane.

Lisbeth Bramaholm

Translate »