Nyheder december 2020

Her kommer årets sidste nyheder fra Lipela. Ja, mange egentlige nyheder dernedefra er der ikke tale om, for ligesom her i Danmark, er livet i Kenya stadig præget af Corona. Der er udgangsforbud efter kl. 20 og skolerne er stadig lukket. Langt de fleste af vores børn er derfor stadig hjemme enten hos deres familier eller andre, der tager sig af dem.

Vi havde håbet, at de af børnene, der havde størst behov for det, kunne komme tilbage til Lipela, og så ville vi have etableret undervisning der. Men det blev der ikke givet tilladelse til fra myndighederne. Dog blev der åbnet for, at de børn der går i 4. og 8. klasse samt afgangseleverne måtte komme tilbage.

 Midt i oktober kom 9 børn så tilbage til Lipela for at genoptage deres skolegang. Dette er en ordning som gælder over hele Kenya. Da alle skoler nu har været nedlukket i næsten et helt skoleår, har det været nødvendigt, at åbne for disse klassetrin, for at de kan komme til eksamen her i december. Havde man ikke gjort det, så ville der været opstået en prop i systemet, da disse klassetrin skal bestå deres eksamen for at komme videre på næste klassetrin eller forlade skolen. Man regner med og håber på, at de Kenyanske skoler åbner igen i januar og at vores børn dermed kan igen komme tilbage til Lipela.

I løbet af december vil nogle fra personalet tage rundt til samtlige hjemsendte børn for at se hvordan de har det. Det er løbende sket gennem hele den tid, hvor børnene ikke har været på Lipela. Det er meget forskelligt, hvordan det går med det enkelte barn. Overordnet har de det rimeligt, men det er hårdt at være hjemme under de meget vanskelige omstændigheder, som de alle lever under. Det er jo ikke uden grund, at de er anbragt på Lipela. De fleste hjælper til i husholdningen, på de små marker eller med andet forefaldende arbejde. Vi kan forudse, at det bliver vanskeligt for dem igen at vende tilbage til skolen, da de jo ikke – som det er tilfældet i Danmark og i andre rige lande – er blevet fjernundervist gennem Zoom og Teams. Dog har alle vores børn haft skolebøger, så lidt har de kunnet lave. Det er bestemt ikke tilfældet, for alle andre Kenyanske børn.

Julen bliver markeret for alle vores børn, også dem der ikke er på Lipela. Det er planen at købe og slagte en ko. Kødet fra den vil så sammen med mel, kål og olie blive fordelt ud til alle de familier, som huser børn fra Lipela. Ligeledes vil personalet pakke og fordele tøj sko og andet, som er doneret til Lipela og disse ting vil så fungere som julegaver.

Her til sidst en meget trist meddelelse. Peter og Jane havde i november den store sorg at miste deres datter Rose. Rose har altid været meget tæt knyttet til Lipela og til børnene der. Hun fejrede hvert år sin fødselsdag d. 25. dec. på Lipela sammen med alle dem, så hun kaldte sine søskende. Rose har altid været meget opsat på at hjælpe børnene på Lipela, så derfor indstiftede Peter og Jane en privat fond til minde om Rose. I stedet for blomster blev alle opfordret til at donere penge til fonden. Det var en stor glæde for dem, at det samlede beløb blev på 32.000 kr. Disse penge vil blive brugt til at etablere en workshop i tilknytning til Lipela. Tanken er at starte med at indkøbe symaskiner og ansætte en lokal kvinde til at lære pigerne at sy deres eget tøj. Det vil ikke kun være pigerne fra Lipela, som vil få dette tilbud, men også lokale unge piger vil kunne komme der og få undervisning. Hvis I skulle have lyst til at støtte dette initiativ – som vil være helt uafhængig af økonomien på Lipela – så kan I sende et beløb til Mobil Pay 28184221 og mærke det Rosie`s Fond.

Jeg vil slutte med at ønske alle en Rigtig god Jul og et Godt Nytår.

Lisbeth Bramaholm

Made by Onlinefabrikken.dk
Translate »