Nyheder August 2019

Rejsebeskrivelse 2019 fra Global Purpose projektet Af Victoria, Maibritt og Caroline

Om projektet. Hvis I ikke tidligere har læst om os, Global Purpose, på hjemmesiden, så kan I læse følgende forklaring. Det er nemlig et frivilligt ungdomsprojekt, som startede i februar 2018 af Caroline og Christian fra Nordjylland. Vi kontaktede Peter og Jane Mutahi omkring vores idéer og det blev heldigvis taget godt imod. Først besøgte vi dem i København for at mødes personligt samt få muligheden for at lære børnehjemmet, Lipela, at kende selvom vi endnu ikke havde været der selv. Juni 2018 rejste vi afsted til Kenya for at besøge børnene og opleve kulturen og udforske de mange muligheder i de nærliggende områder. Vi kom hjem igen, nu med en rygsæk fyldt med erfaring og endnu større eventyrlyst end da vi tog afsted. I starten af 2019 begyndte vi at søge unge som kunne tænke sig at tage med os. Da grundlaget for dette projekt var og er, at vi kan tilbyde andre unge en unik mulighed for at gøre en forskel og opleve det helt tæt på. En oplevelse som de forhåbentligt vil kunne finde brugbart gennem hele livet. Mange viste interesse, og det er vi meget taknemmelige for. Vi rejste tre piger, Maibritt, Victoria og Caroline, afsted sommeren i 2019.

Før rejsen Både inden første og anden rejse til Kenya, brugte vi tiden på at indsamle tøj, penge og aktivitetslegetøj. Det gjorde vi i form af indsamlingsfester for vores fælles venner, men også gennem opslag på de sociale medier. Vi havde fået speciallavet perlearmbånd under vores første tur, som vi derefter solgte herhjemme i Danmark – hver en krone gik naturligvis også til indsamlingen. Derudover har firmaer såsom Storm Textil og Garngalleriet sponsoreret t-shirts og undertøj. Det har været stort at opleve hvordan både bekendte, nærfamilie men også fremmede har vist interesse for projektet. Blandt Lipela-børnene værdsættes en hjemmestrikket hue lige så meget som en splinter ny skoletaske!

Selve rejsen:

 Dag 1.    I dag ankom vi med flyveren kl. 6:35 til Nairobi. Peter hentede os i lufthavnen, hvor vi derefter blev kørt til vores hotel, Misty Mountain Lodge. Dog stoppede vi på vejen i Nyeri for at få en kop te. Vi overnatter en enkelt nat på hotellet inden vores møde med Lipela dagen efter. (OBS: Hotellet kan ikke anbefales af os ?)

Dag 2:    I dag blev vi hentet på hotellet af Peter og vores chauffør Johnson. Vi blev efterfølgende kørt til Lipela, hvor vi fik en rundvisning og derefter tid til at pakke ud. Efter det kørte vi til Nanyuki, hvor vi fik handlet småting og deriblandt også SIM kort, så vi nu har mulighed for at opdatere jer derhjemme. Da vi kom tilbage fra byen, var nogle af børnene kommet hjem fra skole. De tog rigtig godt imod os og for Carolines vedkommende var det fantastisk at se dem igen! Resten af dagen gik med høvdingebold, madlavning og lektier. Nu er vi så småt klar til at gå i seng for at blive klar til en ny dag i morgen.

Dag 3:   Dagen i dag er gået med skolebesøg, både primary og secondary school, derefter et hurtigt besøg på Lipela 2 efterfulgt af et “at least you tried” forsøg på at hjælpe til på marken. Bagefter hjalp vi med madlavningen og nu venter vi på at aftensmaden er klar. På Lipela 2 har hundene fået hvalpe, så vi var ellevilde da de kom løbende hen til os!

Dag 4:   I dag kørte vi til Mt. Kenya Animal Orphanage, hvor vi fik taget en masse søde billeder med dyrene. På vej tilbage stoppede vi ved en curio shop for at købe souvenirs, derefter frokost på The Trout hvor vi fodrede colobus aber og et sidste stop var at se næsehorn fra vejkanten ved et af reservaterne tæt på børnehjemmet. Da vi kom tilbage på børnehjemmet, fik vi hyggesnakket med børnene, spillet høvdingebold samt et fælles FaceTime opkald med Christian derhjemme i Danmark. Efter aftensmad var der igen ekstra undervisning inden sengetid.

Dag 5:    Efter morgenmad kørte vi til Batian’s View for at prøve deres high rope course. Det bestod af zipline, klatring og den såkaldte “screamer”, hvor man bliver hevet langt op i et træ og må selv klikke sig løs for derefter at gynge i fuld fart baglæns.

Da vi var færdige kørte vi til en restaurant kaldet Barneys, der lå ved Nanyuki Airstrip, så vi så en masse propelfly lette imens vi spiste frokost. Da vi kom tilbage til Lipela skulle der bages mandazi brød, som børnene er med til at lave hver fredag. De spiser dem til morgenmad i weekenderne.

Inden aftensmad legede vi med dem og tog tonsvis af fjollede billeder. Vi lå også mærke til at en del af tøjet og skoleredskaberne er blevet delt ud blandt børnene! Det er en helt ubeskrivelig følelse at opleve.

Dag 6:   Hele dagen i dag skulle bruges på at være på Lipela med børnene. Det gjorde at vi kunne få et indtryk af hvordan deres weekender ser ud. I dag blev der vasket tøj, luftet madrasser, forberedt mad og bagt chapati (fladbrød). Efter pligterne fik vi mulighed for at overvære deres musikundervisning, som bestod af klaverspil, sang og guitar. Efterfølgende sjippede vi og spillede alternativ volleyball, hvilket var med reb som net og fodbold som bold, dog ligeså effektivt og vildt sjovt! Senere fik vi endda tid til at læse i solen på et tæppe. Efter aftensmaden var der igen ekstra undervisning, men denne gang et fag vi synes var meget interessant, nemlig “health education”, hvor underemnet var “common communicable diseases”. Nu er vi klar til at sige godnat fra foden af Mt. Kenya

Dag 7: I dag skulle børnene have besøg af en drengeskole fra Nyeri. Inden det hjalp alle med at gøre børnehjemmet pænt. Derudover tog børnene også deres pæneste sæt tøj på. På grund af gæsterne var der ingen kirkegang denne søndag for Lipelas vedkommende. De havde travlt med at forberede musik og dans. Inden besøget af skolen fik vi mulighed for at blæse sæbebobler med dem som havde lyst. Det var et stort hit! Vi blev desværre nødt til at køre til byen, da skolen ankom, pga. mangel på benzin til vores safari tur i morgen tidlig. Efter aftensmaden var der i dag ingen ekstra undervisning “kun” lektier, så vi fik endelig lov til at hjælpe ungerne med deres opgaver. Dog med lidt hyggesnak indimellem. Nu vil vi snart gå i seng, da vi skal køre til Sweet Water reservatet kl 6.15 i morgen.

Dag 8:   Vækkeuret ringede kl. 5.45, da vi skulle køre til Sweet Water reservatet tidligt for muligvis at kunne se løverne og leoparderne være aktive. Dog skjulte de sig, så vi måtte “nøjes” med giraffer, bøfler, elefanter, antiloper, næsehorn, bavianer, zebraer, waterbucks, vildsvin og chimpanser! Vores game drive varede ca. 4 timer, hvor vi derefter blev taget godt imod på Serena campen. Her skal vi i nat overnatte i luksus-telt med udsigt til et stort vandhul som dyrene kommer og drikker af. Vi er godt tilfredse efter lækker mad og et varmt bad.

Dag 9:   Dagen i dag har været stille og rolig. Vi tjekkede ud af vores telt kl. 10, men valgte at blive på campen indtil kl. 14. Denne tid brugte vi på at sole os ved poolen, tage billeder af de forbigående dyr ved vandhullet og spille kort. Det var rart at få samlet ny energi til vi igen vendte tilbage til Lipela efter vores enkelte overnatning væk. Efter blot 1 dag var vi allerede savnet, så vi blev mødt med kram og store smil. Derudover er der nu også kommet to danske piger fra Kolding, Maja og Kille, som skal bo på børnehjemmet de næste 14 dage. Resten af dagen gik med leg og madlavning. Efter lektiehjælpen pakkede vi til vores tur til Naivasha, som vi kører til i morgen kl. 7. I dag fik endelig også taget det obligatoriske billede på ækvator selvom vi i forvejen har kørt frem og tilbage over grænsen mindst 10 gange!

Dag 10:   Vi kørte fra Lipela mod Naivasha kl. 7. På vejen stoppede vi først for at hilse på Johnsons far og senere Janes mor. Vi ankom på vores hotel, Sawela Lodge, kl. 12.15 så det blev til en lang tur. Dog så vi giraffer, zebraer og aber ved vejkanten. Derudover gjorde den smukke natur i bjergene også turen lidt mere spændene. Efter frokost kørte vi til den lokale marina for at komme på bådsafari. På denne tur så vi flodheste, Water Bucks, en masse fugle og igen zebraer. Resten af dagen blev brugt på afslapning. Et af dagens store højdepunkter var især det, at vi blev jagtet af to aber, fordi vi havde valgt at tage en banan med til os selv fra frokosten af. Så vi måtte i panik ofre den til aberne som havde fået øje på den

Dag 11:   Vi kørte til nationalparken Hell’s Gate kl. 10, hvor vi først cyklede 8 km efterfulgt af gåtur i kløfterne. Vi fik virkelig testet vores fysiske evner, da ruten krævede en del mere end forventet. Vi skulle både springe og klatre for at gennemføre turen. Det var dog det hele værd, da vi fik oplevet helt unik natur. Stedet hedder Hell’s Gate fordi der engang levede masai folk, som døde grundet vulkanudbrud, så de troede det var helvede og dermed jordens ende. Stedet er blandt andet også der hvor man har fundet inspiration til Løvernes Konge! Vi var tilbage på hotellet kl. 14 og valgte at slikke sol ved poolen resten af dagen. Efter aftensmad drak vi kakao og spillede kort. I morgen skal vi tilbage til Lipela, hvor vores sidste par dage skal gå, inden vi vender hjem til Danmark.

Dag 12:   Vi tjekkede ud af hotellet kl. 10, men blev der indtil 12, for at nyde solen inden den lange køretur. På vej tilbage til Lipela stoppede vi ved Thompson Falls, som er et stort vandfald, i byen Nyahururu. På køreturen begyndte der pludselig at regne, så det betød vi skulle “drifte” i Landroveren for at komme hen til børnehjemmet. Hvad der plejede at være krakelerede veje af jord pga. tørke, var nu blevet til én stor mudderpøl. Dog kom vi sikkert tilbage og blev igen taget imod med kram. Børnene var i gang med at bage mandazi, trods regnvejret. Her i Kenya er det livsnødvendigt at få regn til deres afgrøder, så humøret var i top! Resten af aftenen gik med ekstra undervisning.

Dag 13:    Kl. 11 kørte vi til byen for at handle ind til afskedsfesten, som vi har valgt at afholde i dag, da det passede bedst med børnenes skolegang og ekstra undervisning. Sammen med børnene og staff kom vi frem til at menuen skulle være pølser og pomfritter efterfulgt af slikkepinde, sodavand, mælk og chokolade kiks. Kartoffelskrældningen begyndte kl 14 og pomfritterne var først klar til at blive spist kl. 20! Så det var en omfattende proces, men det lod til at være hele besværet værd. Børnene (os inkluderet) havde en fest med dans, musik og ballondyr. Lige inden sengetid fik vi dem til at tegne deres største drøm. Det var både sjovt og overvældende at se deres forskellige bud. Vores tid på Lipela kunne ikke have været afsluttet bedre. Vi har dog stadig to hele dage mere inden vi tirsdag morgen kører til lufthavnen i Nairobi.

Dag 14:   I dag skulle der være kommet besøgende, men da de ikke dukkede op, blev dagen i stedet brugt på leg, afslapning og få pligter. Et par af os, samt nogle stykker af børnene, er desværre blevet ramt af sygdom. Så vi er glade for at vi har oplevet alt vi skulle og snart kan vende hjem til familie og venner igen. Heldigvis er staff og børnene kærlige mennesker, som bekymrer sig, og vil gøre alt for at deres besøgende har det godt. I morgen er vores sidste dag på Lipela som skal bruges på at blive rask, og samtidig pakke vores kufferter. Tirsdag morgen kører vi til lufthavnen kl 9.

Dag 15:   I dag var vores sidste hele dag på Lipela. Selve dagen blev brugt på at pakke og blive mere rask. Da børnene kom hjem fra skole, tog vi gruppebilleder og legede. Efter aftensmad fik vi mulighed for at sige ordentligt farvel med søde ord, kram og tårer. Det er helt igennem ubeskriveligt, at man på blot de 11 dage vi har været på børnehjemmet, kan danne et så stærkt bånd. Og nu ved jeg, Caroline, at de på ingen måder glemmer os med tiden, da det føltes som havde jeg kun været væk fra Lipela i en uge siden mit sidste besøg. Vores betydning for dem er større end vi overhovedet kan forestille os – og ligeledes har de en speciel plads i vores hjerter. Det fantastiske at opleve er, at vores værdi for dem ikke afhænger af hvordan vi ser ud, eller hvor meget vi giver dem. Vores værdi er baseret på den interesse vi viser dem ved at bruge tid med dem, og det er noget vi alle kan lære af. At det materielle aldrig vil opnå lige så stor effekt som det at være nærværende i samværet med et andet menneske (eller 40 søde børn på én gang). For denne gang, hermed et sidste godnat fra foden af Mt. Kenya. 

En sød kommentar fra os hver:

”Denne rejse vil aldrig kunne erstattes med nogen anden oplevelse. Den vil jeg aldrig være foruden! Vil anbefale alle at tage på deres livs rejse” – Victoria, 18 år.

”Den aften hvor vi sagde farvel til børnene, opdagede man pludseligt hvor meget man betød for dem. Den oplevelse gjorde, at jeg opdagede at det ikke kun er for en selv, at man rejser derned, det er også for dem” – Maibritt, 18 år.

”Efter mine to rejser til Lipela, så føles både børnene og staff som familie, og stedet hjemligt. At have dette projekt har givet mig en hel anden mening med livet – og den følelse er guld værd” – Caroline, 18 år.

Se mere om Global Purpose her: https://www.facebook.com/globalpurposedk/

Translate »