Nyheder August 2016

Ronan Martin og hans kone Eva har været på besøg på Lipela.  Mens de var der, fandt Ronan ud af, at nogen af vores børn, meget gerne ville lære at spille på guitar.
Læs hans beretning her:
Jeg voksede op i London. Eva, min kone voksede op i Nairobi. Hun er dansker, jeg er irer. Vi har boet i KBH de sidste 35 år. Forvirret? Det er vi også! Eva har altid gerne villet besøge sin barndomsby Nairobi igen. “Skal vi ikke melde os til noget Swahili?” siger hun. “Jo da”, siger jeg. Hun ville på safari, så skulle jeg i det mindste bestige et bjerg og Mount Kenya så spændende ud!
Efterhånden som vi blev gode venner med Peter Mutahi, vores lærer, kom snakken til at dreje sig mere og mere om vores kommende tur. Han kendte en guide, som kunne tage os op på bjerget, og spurgte, om vi ikke havde lyst til at besøge børnehjemmet, Lipela, som han var engageret i og havde været med til at starte. Jeg har ham mistænkt for at ville holde et vågent øje med os, et bedsteforældrepar ud på vandring i det ukendte.
Vi ankom til Naro Moru efter en noget hårrejsende tur med matatu og fandt en driver, der kunne køre os til Lipela. Da vi vandrede ind på grunden, kom børnene hen med det samme og gav os hånden eller high five Kenyan-style, som kan være svært at ramme, når man er lidt træt. Det var en god lejlighed til at sige vores hujambo og habari til højre og venstre. Vi fik værelse nedenfor grunden i det lille gæstehus. Det var i januar 2016.
Siden da er der sket meget, og jeg har svært ved at huske, hvordan tingene udviklede sig. Vi kom lynhurtigt tæt ind på børnene, spiste med dem, legede med dem, hjalp dem med lektier. Jeg fik lov til at være lærer for dem nogle aftener. Et stort hit var min I-phone. Alle ville bladre igennem mit fotogalleri. Efterhånden kunne de fortælle hinanden navnene på vores børn og børnebørn. De opdagede også nogle videoklip, hvor jeg spillede guitar. Et par af de store piger spurgte mig – “Kan du lære os at spille guitar?”. “Øh…ja, har I en guitar her?” De mente, der var en gamle en et eller andet sted, men den kom ikke rigtig frem, og vi lavede så meget andet. På dagen for vores hjemrejse sagde Diana til mig: “Are you going home today – you never taught me to play guitar!”

IMG_1293 (002)

Det ramte mig et eller andet sted. Der hvor jeg voksede op, havde vi godt nok forældre, men der var ikke meget plads til omsorg, voksenkontakt, eller “gå til noget”. Min storebror og hans kammerat fik fat i en gammel guitar, og vi forsøgte os på efterligne John Lennon, Jimi Hendrix, Pete Townsend, hvem det nu kunne være. Det var en subkultur der voksede op fra gaden – ren gadepædagogik. Ingen vidste noget om musikteori. Fra dag til dag dukkede nye greb op, eller en ny riff eller finte, eller måske et lille musikteoretisk guldkorn. De blev givet videre og ivrig delt. Hvis man ville noget ud over de 3 “r’s”, var man nødt til at lære sig selv og forsøge sig frem sammen med kammeraterne.
Det var 45 år siden og jeg kom sjælden til at leve af at spille, som jeg altid havde drømt om. Hvad guitaren, guitarspillet og musik i det hele taget har betydet for mig og mine søskende og venner dengang og nu, har jeg svært ved at sætte ord på, men uden det instrument havde mit liv været helt anderledes. Nogle gjorde det til karriere, men for det fleste af os var det bare fornøjelsen ved at spille, at kunne give et nummer til en fest eller en sen aften over nogle øl. Det var og er guld værd.
“Well, I’ll come back with some guitars and teach you!” var det eneste rimelige svar jeg kunne give.

IMG_1297 (002)

Så… i juni måned tog jeg tilbage til Lipela med to gamle Yamaha FG western guitarer. De er meget robuste og perfekt til det miljø og klima, og det lykkedes mig at finde dem ret billigt. Heldigvis kender jeg en god gamle guitarbygger, som satte dem i stand for mig til næsten ingenting. Transporten derned var en logistisk udfordring, men de kom helskindet igennem turen og tolden – én i kabinen og én som oversized baggage i en hærdet flight-case.
Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg vil gribe det an med at få lært fra mig, men tænkte tilbage på den måde, vi havde lært det på. Jeg ankom på en fredag, og sent eftermiddag tog jeg en guitar løst op til hovedbygningen. Der var lidt Pied Piper of Hamlyn over det. Da jeg kom til kvadranten inde i huset havde jeg samlet en 6-7 børn på forskellige aldre. De var meget fascinerede af dens udseende. Det var en perfekt forudsætning! De ville allesammen holde den, røre ved den og blev meget betaget lyden, der kom frem. “What was that you did?”, “Well, that was an E-minor – do you want to try it? … Hey, that sounds good, you’re a natural!”
Og nogle af dem er sandelig naturtalenter! Dem der går forrest skal nok få lært fra sig, det er jeg overbevist om.
Tænk hvordan det var at trække gardinet tilbage på mit soveværelsesvindue et par dage senere og være vidne til følgende: en af de mindre piger sad med den store guitar ud på græsset, mens en ældre pige holdt hendes højre hånd og bevægede den op ned, og så hårdt ind mod strengene for at vise hende en rytmisk strum/dæmpe bevægelse, jeg havde vist til et helt tredje barn dagen i forvejen. Det var stort!

IMG_1294 (002)

Efter et par dage var jeg forbi Lipela 2, for at hilse på dem igen. Jeg fik lidt dårlig samvittighed. Måske havde de også lyst til at se en guitar – jeg havde ikke rigtig tænkt tanken færdig, at de måske også ville lære at spille.
Så, med guitaren på ryggen tog jeg den tur, som det ellers var lykkedes mig at slippe uden om indtil da, på bagsædet af Michaels motorcykel. What a ride! Har du nogen sinde set motor-cross? Men styrer det køretøj, det kan han virkelig!
Jeg var heldig i at der var en ung lærer tilstede på Lipela 2, og vi tog børnene ind på klasseværelset. Der var det faktisk ret godt, at jeg kunne sidde og fortælle lidt om instrumentet og veksle det med at lade dem holde og prøve det. Børnene var tættere i alderen og læreren oversatte til Swahili, så de mindste kunne følge med. Det var så hyggeligt! Jeg nænnede ikke at tage guitaren fra dem, da jeg skulle hjem, og de fik lov at tage den ud på græsset og beholde den et par dage. Vi aftalte at en af guitarerne kunne være derover på løbende basis – måske hver anden uge. Jeg sagde også til de store børn på Lipela 1, de måtte meget gerne tage over til Lipela 2 en lørdag ind imellem og lære børnene nogle nye ting.
Hvordan holder man sådan noget kørende, når man bor og arbejder i DK? Det havde jeg grublede lidt over i de forudgående 4 måneder. Der er ingen internet-dækning, ellers havde Skype været en mulighed. Et eller andet skulle gøres. Hvis aktivitsniveauet når op på en kritisk masse kan sådan noget godt blive selvkørende, men der skal mere til, før det kan ske. Det er vigtigt at børnene blive eksponeret for ny input jævnligt. Det kan være gennem fjernsynet, radio osv., men et nøglefænomen for os dengang var, at vi kunne se folk spille live eller få et eller andet vist af én, der havde set én der havde set én spille det osv. Det får børnene i Lipela nok ikke så meget mulighed for.

IMG_1298 (002)

Jeg var heldig at få tigget mig 2 I-pads fra mit arbejde (SAS Institute, som er et IT-firma). Så fulgte en opdagelsesrejse igennem Apple accessories og deres indbyggede muligheder og begrænsninger (som der ikke er så få af), men jeg nåede frem til følgende model. En af I-padserne skal være udelukkende til guitarundervisning/indlæring. På den har jeg lagt nogle begyndervideoer og akkorddiagrammer. Heroppe fra vil jeg indspille nye undervisningsvideoer, og/eller få andre til at gøre det. De skal over på et lille SD-kort og sendes nede til Lipela. Filerne kan så blive lagt ind på I-padden via en adaptor. Kompliceret, ambitiøst? Yes. Men lad os nu se – where there’s a will there’s a way. De sidste par dage jeg var der, sad jeg med nogle af de ældre børn og indviede dem i I-paddens finurlige verden. Mon ikke det går. Den anden I-pad kan de bruge til at tage billeder, inspiller små film eller audio osv.
Ud over det kommer jeg nok til at tage derned ind imellem og lave opfølgning. Har ikke rigtig nogen overordnede mål. Det er bare dødsjovt og berigende at kunne spille et instrument og jeg håber de også oplever det. Måske kan de kommer til at spille i skolen, kirken, til fester. Måske er der en af dem der tager det et skridt videre én dag. Who knows?

Ronan Martin

IMG_1300 (002)

Efter at Ronan havde været på Lipela for anden gang, besluttede Peter – som har tilbragt sommeren i Kenya sammen med Jane, Ro9se og Baba – at de børn som var mest interesserede i at lære at spille på guitar skulle have en chance for at få undervisning. Han fortæller, at der fra september er ansat en guitarlærer, som vil komme hver lørdag og undervise dem i at spille. Som Ronan siger: Måske er der en af vores børn, som en dag vil komme videre med musikken? Vi får se, men foreløbig så er det helt nye på Lipela, at børnene får en chance for at lære at spille på guitar.
Lisbeth Bramaholm

Made by Onlinefabrikken.dk
Translate »