Mit liv på Lipela, december 2014

Jeg var på stedet i 2½ uge, ikke lang tid, men nok til at få et indtryk. Det var i december, hvor de store børn var væk, og Lipela 2 var flyttet til Lipela 1.
Jeg har besluttet at støtte børnehjemmene økonomisk fremover. Tænk at drive 2 børnehjem for over 60 børn for 250.000 kr. pr. år. Et barn i highschool koster 5000 kr. pr. år; det vil jeg godt bidrage med, jeg ville også gerne hjælpe med at skaffe flere sponsorer, det er nok ikke helt let.
Peter og Janes kenyanske baggrund, men bosiddende i Danmark og det faktum, at børnehjemmene ligger på deres jord; giver stedet en helt speciel organisatorisk og finansiel konstruktion og desuden en personlig dedikering, som næppe er almindelig. Kort sagt det er et ualmindeligt sympatisk projekt, hvor man virkelig får noget for pengene ud fra et velgørenhedssynspunkt og ud fra noget så banalt som almindelig medmenneskelighed, noget som har fået trangere kår de seneste år.
Livsbetingelserne i landet er mange steder chokerende bl.a. Mombasa og kystregionen og behovet for steder til gadebørn virker uudtømmeligt.
Nedenstående er udpluk fra min dagbog

2014-12-05 12.59.25

Ankomsten
Udsigten fra bilen op til Naro Moru var faktisk lige, som jeg havde forestillet mig, der så ud Afrika syd for Sahara, hvis der ellers var frodigt, og det er der i december. Masser af små boder, køer og geder i massevis, der græsser i vejkanten, forskellige træer, bananpalmer og landbrug ind imellem – voldsomt pittoresk, hvis man ikke kigger på affaldet i vejkanten, som faktisk kunne have været værre. Længere mod nord blev landskabet mere kuperet, og jeg burde kunne se Mt. Kenya, hvis det ikke havde været indhyllet i skyer, øv.
Naro Moru, den nærmeste by ser præcist ud som en afrikansk mindre by, man ser på TV, charmen kan man ikke få øje på, men noget dukker forhåbentlig op. Absolut ingen hvide, så jeg følte mig som en celebritet på den lidt forkerte måde. Det blev mørkt på samme tid.
Børnehjemmet, 13 små hoveder sang en sang for mig, de er p.t. ret små og nuttede, alle helt glatbarberede, sådan er det når, man går i skole her i landet. Voldsomt nysgerrige, men jeg ville alligevel vente med legetøjet til i morgen, det var spisetid, ugali (noget tykt majsgrød – konsistens som beton) med to slags tilbehør, kål og noget linsetjams. Man sidder altså ikke og foræder sig, men det gled da ned. En dansk fængselscelle er den rene luksus sammenlignet med mit rum. Jeg får associationer til middelalderen, hvor mest mænd drog i kloster for at finde Gud. Jeg må supplere med en hovedpude og leve med, at de fleste af mine ting står på gulvet. Der er pedallokum ved siden af, fantastisk at jeg igen kan sidde på hug, det må siges at være heldigt. Det ligner afrikansk standard, men det ville mange danskere have svært ved, jeg skal godt nok også lige tilpasse mig – der er ikke engang et spejl, men til gengæld er der varmt vand, jeg trænger snart til en brusebad, det er sjældent, jeg ikke har været i bad i 3 dage.

2014-12-03 18.17.20

Mit dagligliv
Børnene, der er her indtil januar, mellem 2 og 11 år, vasker selv op, gør rent m.m. Det er helt surrealistisk, at se 3 små drenge hente varmt vand, ordne opvasken og tørre borde af uden hjælp.
I løbet af dagen er det meste af mit it-udstyr på plads, jeg har været inde i Naro Moru med en lokal, det ville være det bedste, for hele byen skulle vide, at jeg er blandt lokale og bor på Lipela. Jeg tror ikke byen er specielt fattig, men gys hvor ser der ud med faldefærdige huse, blikskure og skrald, meget i modsætning til beboerne, der er ret pæne i tøjet og desuden meget hjælpsomme.
Py ha en dag. Jeg hentede dele af den ret store Lego-gave, det var ikke let at styre, der er bare for mange små dele, men vi fik da lavet noget. Selv de store på 11 år kunne ikke finde ud af at samle uden min hjælp, det er godt nok et stykke tid siden, jeg har været småbørnspædagog. De hænger op af mig, tegner på min arm, rører ved mit hår, føler på mit hvide flæsk og skiftes til at gå ved siden af mig, har jeg fundet ud af. De er nærmest totalt selvhjulpne og hjælper hinanden med alt, ret imponerende. Slikket, jeg havde med, blev fordelt totalt retfærdigt nærmest uden min hjælp, mens jeg fik repeteret tallene på swahili.
Jeg er også i den grad ude på landet. Børnenes liv her er så forskelligt fra danske børns, at det opleves som en helt anden planet. Det må være lidt kedeligt for dem med lang ferie, når de ikke skal hjem til noget familie, det meste af dagen går med praktiske gøremål og fri leg. Ingen børn tuder, udover den lille på ca. 2 år, som i øvrigt et langt stykke hen ad vejen er selvhjulpen.
Maden, ja den glider stadig ned sammen med sød the, børnene gemmer kartoflerne til sidst, da det sikkert er det bedste. Ernæringsmæssigt er det ok, men nogle krydderier ville hjælpe.
Forskellen mellem dem og mig, vil jeg aldrig vænne mig til, tror jeg, men de her børn har det jo bedre end mange andre, de ville sikkert gå 10 km i regnvejr for et stykke slik.
De ansatte bruger meget af dagen på madlavning. Maden laves af selvproducerede afgrøder, man kan se på markerne rundt omkring. Det må suppleres med noget indkøb. Bare at skrælle alle grøntsagerne tager sin tid. Maden koges i store gryder i et komfur med åben ild, der er desværre ikke en ovn, tænk hvis man kunne bage.
Et par gange om dagen får de grød kogt af forskellige slags mel, det kunne nok glide ned, hvis jeg kom rigeligt med sukker på, lukkede øjnene og ikke havde spist hele dagen.
Tiden går ligesom i stå her, men jeg skal jo også vænne mig til et helt andet tempo, på en måde får jeg rigeligt tid til at tænke.
Jeg blev alligevel enig med mig selv om, at jeg ikke kan undvære et spejl, så jeg har indkøbt et lille et, så kan jeg i det mindste lave en skilning og se, hvor meget sol jeg har fået. Solen er nok lidt farlig her, desuden er det ikke varmere, end at det er dejligt at sidde i solen, så solcremen skal i brug.
En dag startede med et besøg på den lokale sundhedsklinik et par kilometer herfra og i tilknytning til en forbløffende stor katolsk kirke med tilhørende kompleks til diverse ting. Simon, en dreng på 10, skulle hente mere medicin mod HIV, som han blev smittet med ved fødslen, hvor moderen døde. Han har heldigvis en bror på 13 år, der også bor her, men de har ingen familie overhovedet, så derfor er Simon her også i ferien, mens hans bror er hos lokale, der støtter børnehjemmet, fordi han ellers ville være det eneste større dreng. Simon er en yndig lille dreng, men meget alvorlig.
Jeg har ikke siddet i solen, men den er åbenbart ekstrem stærk, og jeg havde glemt solcremen i panden. Det bliver ligesom mere forståeligt, hvorfor de lokale er kulravende sorte. Enten skal alt bar hud smøres ind eller dækkes med tøj.

2014-12-05 15.08 ny.49

Jeg har samlet Lego til den helt store guldmedalje, ungerne elsker at lave det sammen med mig, men anstrengelserne bærer ikke frugt, da det hurtigt går fra hinanden, men så bygger de selv forskellige ting, mens de på skift kommer og sidder ved siden af mig. Når vi skal stoppe, er der ryddet op på et splitsekund, uden man behøver sige noget, det vil jeg aldrig holde op med at blive fascineret af. I løbet af ret kort tid, vil jeg dog blive træt af at lege småbørnspædagog
Jeg får æg til morgenmad, mens børnene får grød. Jeg har det underligt med at spise noget, de ikke får, men det gør jeg reelt flere gange på en dag. Mit solidaritetsgen er bare så stort, at det generer mig. På den anden side, skulle jeg leve som dem, så kunne jeg ikke holde det ud.
Jeg ville egentlig gerne hjælpe med maden, men det er jeg ret sikker på, de ikke er interesserede i, tænk hvis der var lidt krydderier i maden. Selvom jeg spiste en stor portion til aften, kommer jeg til at gå sulten i seng, da jeg ikke kunne klemme ret meget ugali ned, det var næsten som beton – lidt føj.
For at vise min velvilje vaskede jeg op her til morgen på afrikansk med 2 baljer vand og en klud lavet af opklippet håndklæde, en noget mere økologisk metode end den danske. I det hele taget er stedet et skoleeksempel på en maksimal udnyttelse af ressourcerne, ret imponerende. Det passer godt sammen med, at jeg er ved at læse Naomi Klein om klimatruslen. Det er i hvert fald ikke afrikanerne, der ændrer klimaet.
Som sagt ligger stedet ret afsides, så børnene er elle vilde for at komme ud. Jeg tog dem til købmanden, hvor de fik slikkepinde incl. mig selv, jeg trængte til lidt lækkert. Jeg var selvfølgelig først færdig, de små sparede bare så meget på deres. Den store fornøjelse var at kigge på vejarbejde – det er tiltrængt – og på vejen hjem ville de gå en omvej, selv de små på 3-4 år. Jeg har stadig ikke hørt gråd, ret utroligt.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

I eftermiddag fik jeg for første gang set Mt. Kenya, da skyerne på hjemvejen fra byen var forsvundet fra bjergmassivet, og solen skinnede på dele af det, meget smukt. Det vrimler desuden med meget farverige og ret larmende fugle, så der var masser at kigge på, da jeg gik frem og tilbage til byen – knap 10 km, hvor jeg siger jambo hele tiden, alle kigger.
Jeg valgte også at gå hjem, jeg småløb nærmest, for det bliver mørkt ret hurtigt. Heldigvis var der mange på stierne, som var ved at hente deres dyr hjem. Jeg købte en øl med hjem, men tænkte faktisk, om det var smart, ok jeg nyder den nu, men deres megen tale om sikkerhed og voltægt påvirker alligevel, det ville måske sende et dårligt signal. Der er faktisk en alarmknap på mit værelse, børnehjemmet er omgivet af hegn med pigtråd og jernporten, låses inden mørket kommer, store låse på alle døre osv. Der vælter også en del fulde rundt, især i byen, så jeg ville i hvert fald ikke sidde derinde og nyde en øl.
Lørdag får de små en lille smule kød hver og en form for pandekager sammen med det sædvanlige. I solidaritet, og fordi det ikke så lækkert ud, sprang jeg kødet over, jeg har også fundet ud af at erstatte deres lokale the med the-breve. En af dem spurgte, om jeg var syg, siden jeg ikke ville tage sukker. Jeg kan egentlig godt forstå, at man spiser mere sukker, hvis man lever af den kost. Jeg har dog set, at personalet står og spiser hvidt vakuumpakket brød i stor stil. Udover øllen var min luksus en ristet majskolbe, jeg åd på vej hjem fra byen.
På gåturen til Naro Moru kom jeg – som altid – i snak med lokale, de vil gerne følges med mig. Der er masser af gående, sikkert fordi de ikke har råd til taxi eller motorcykel. De er slanke og smukke, jeg er meget fascineret af mange af kvinderne, de er lige til at bide i. Det bliver dog en meget overfladisk samtale, men så føles turen kortere.

2014-12-12 10.46.06

Den første løbetur, helt ok, men man skal godt nok passe på ikke at vrikke om og sørge for at løfte fødderne højt, så man ikke snubler. Syv unger var med, 7-11 år, i dårligt fodtøj, jeg i tjekket outfit med et ikke alt for stort stykke bart lår, så er magtstrukturerne ligesom givet. De lokale grinede lidt og pegede på mit bare stykke lår. Naturskønheden er svær ikke at nyde. Ecco-sandaler er på en måde håbløse på grusstier, man får hele tiden sten indenfor på en irriterende måde, så er løbesko faktisk meget bedre, opdagede jeg i dag. For børnene er det som nævnt en oplevelse at kigge på trafikken og de lokale på grusvejen ind til den nærmeste by. I morgen tager jeg penge med, så de kan få et glas sodavand. Flere af børnene vil helst løbe ved siden af mig, men det er meget upraktisk, da vejen flere steder bare er et hjulspor, det ville være bedre at løbe på linje, men nej det går ikke. Flere af dem kigger forelsket på mig dagen lang.  Det er lang tid siden, jeg kun har spist for ikke at skulle gå alt for sulten i seng, jeg må købe noget chilisovs til at hælde over maden
Ellers har jeg leget med Lego i flere timer og endelig lært navnene på de 14 børn mellem 2 og 11 år. Jeg kan tydeligt se, hvem der er rigtigt gode til det. Da jeg først fik dem til at skrive deres navne, var de lette at huske, da de fleste nærmest har engelske navne, der er åbenbart ikke så meget opgør med kolonitiden på det punkt
Det er godt, jeg kan trives så nogenlunde i mit eget selskab, jeg er dog begyndt at joke lidt med personalet, som arbejder mindst 12 timer hver dag, hovedparten af tiden går med madlavning, det kan man desværre bare ikke smage. Når alt skal laves fra bunden, så tager det godt nok tid.
Jeg havde, efter en udflugt, købt kager med fra Nanyuki, de dyreste i supermarkedet, børnene fik et kæmpe stykke hver og ligeså personalet, alt forsvandt som dug for solen, de har et nøjsomt liv, jeg gad ikke spise det, måske fordi jeg ikke var sulten på det tidspunkt, nu var det nok gledet ned.
Jeg har vænnet mig til, at alle mine ting står på gulvet eller hænger på knager. Personalet her har ikke bedre forhold tvært i mod, kenyanerne er et imponerende nøjsomt folkefærd. De har selvfølgelig en af verdens højeste ginikoifficienter. Men de er måske blevet tvunget til drastiske nedskæringer på statens budget, da landets gæld blev stor og neoliberalismen vandt.
De mangler generelt borde på stedet, en sending genbrugsmøbler ville hjælpe. Egentlig kunne de bruge alt. Jeg kan se, at en del af det tøj, børnene har på, stammer fra Danmark. Meget af det er slidt og hullet, de kan sagtens identificeres som børnehjemsbørn, selvom de faktisk er heldige.
Nu kan jeg for alvor skille børnene fra hinanden og tydeligt gennemskue, hvem der er kvikke, har charme osv. Alle er de næsten skræmmende behagesyge, de vil alle gerne vaske min tallerken op, hente en kop, hvad som helst og lidt til, alle virker nærmest forelskede i mig.
Judy på ca. 2 år har været her siden februar, hvis jeg ikke viste det, ville jeg tro, hun var et år ældre. Jeg har aldrig før set én på hendes alder, som kan så meget, det har hun sikkert lært af de andre børn, mennesket er jo et flokdyr. Hun snakker også en del og hjælper med det praktiske. Det har taget lidt tid, men nu smiler hun til mig.
Det er egentlig ikke så slemt at vænne sig til maden, selvom den er som den er. Jeg er sulten og er nødt til at spise. Jeg har heller ikke tiltro til, at jeg her i lokalområdet kan få noget, der er væsentligt bedre. Det bedste er helt klart, de stegte æg, jeg spiser til morgenmad uden brød, for de spiser ikke brød.

2014-12-05 13.16.35

Et par af børnene græd for første gang i dag, Kenneth græd fordi han ikke kunne finde ud af at samle en Lego-ufo, den var godt nok også så svær, at vi sammen måtte opgive at gøre det korrekt. De får ikke så meget fysisk kontakt de små, det piner mig lidt
Elsket er jeg af børnene, tænk de har en voksen, der beskæftiger sig med dem flere timer hver dag. Det er under alle omstændigheder snart slut. Kenneth er nok blevet min favorit, han er ikke påtrængende i hvert fald på en diskret måde, måske fordi han er meget kvik. De er søde alle sammen på hver sin måde, Daniel er lidt tung i det, men ufattelig blid og måske til den forkerte side på en eller anden måde. Tænk at være det og børnehjemsbarn i Kenya, det er hårde vilkår. Børnene er jo nærmest selvudslettende, jeg er jo dårligt færdig med min mad, før en af dem som nævnt har vasket min tallerken op.
Der produceres nærmest intet affald her på stedet, ret imponerende. Der er mere end 20 mennesker på stedet p.t., og der er max en lille affaldspose hver dag. Maden er lagret forskellige steder og alt genbruges, fx klippes plasticdunke op til litermål eller kander. Jeg er selvfølgelig den, der leverer mest affald, tomme Lego æsker, slikpapir m.m.
Der bruges virkelig meget tid på rengøring på stedet, de skrubber alting, men fx ikke håndvaske. I dag brugte de et par timer på af skrubbe betonen rundt om køkkenområdet og noget af den udvendige mur. Set med mine øjne er det spil af tid, de ødelægger nærmest bare overfladen på betonen, så den endnu hurtigere bliver mørkere. Børnenes soveværelser er grusomt stinkende af tis, fordi de ligger på plastic madrasser, som blot tørrer på værelset efter nattens tisseri. De tykke tæpper, de har over sig bliver luftet udenfor, men de er jo også gennemvædede af tis. Det er selvfølgelig ikke alle, der tisser i sengen. Lagner og natkjoler bliver vasket. Jeg ville nok bruge mere krudt på at vaske madrasser og mindre på at skrubbe beton, men jeg blander mig selvfølgelig ikke i.
Børnenes begejstring vokser fortsat, men jeg taler jo også til dem, roser dem og ikke mindst rører ved dem, det kan de selvfølgelig slet ikke stå for. Det er lige før, man håber, de ind i mellem provokerer eller driller, de er usundt behagesyge, nå nu kom strømmen igen. Jeg prøver at uddele opgaver til dem, hvor de skal træffe en beslutning, det har de ikke let ved. Jeg skal hele tiden minde mig selv om, at de er heldige, meget heldige deres situation taget i betragtning.
Løbeturen med børnene var voldsomt hyggelig, de er så søde og glade, og vi kommunikerer på bedste vis, om det vi ser. Vejret var drømmeagtigt og Mt. Kenya synlig, umådeligt smukt.

Billede OHR 03 447

Flere steder kan det lige et øjeblik minde om Danmark, fordi der er så mange køer på markerne rundt omkring. Der går geder alle vegne i snor, så flyttes de i løbet af dagen. En ged sad fast, så den ikke kunne stå på 4 ben, men kun på 2, den brægede ulykkeligt. Den måtte jeg hjælpe, og selvom de ikke er tamme, så fandt den sig i, jeg var helt tæt på den, som om den kunne fornemme, jeg ville den det godt, det var dagens søde historie.
Personalet har givet mig et kikuyu navn, Nyago – der betyder den gående, fordi de ikke kan udtale mit navn, hvilket børnene godt kan, men det er da helt ok med mig. Personalet har selvfølgelig ret i, at dem der går, og det er der mange, der gør, er dem, der ikke har andre muligheder. Det er nok næsten ufint at gå. Sundhed fylder ellers en del hernede. Rygere er der ikke mange af, og der kører massive antirygningskampagner. Kvinderne, de fleste af dem, drikker ikke, det er bestemt ikke velanset, så de 2 gange jeg har drukket en øl, er det nærmest i smug. Til gengæld er sukker meget brugt.
Peter, Jane m.fl. er ankommet her til aften, rigtigt hyggeligt, så en høne måtte lade livet, det ville jeg altså ikke se på, det grinede de lokale af, men det er også helt ok. Jeg må dog sige, at hønens liv her på stedet har været et paradis sammenlignet med danske kyllingefarme. I det hele taget har dyrene det godt, går altid ude og ofte frit. Lige nu er det jo højsommer hernede, og der er mange små lam og gedekid, ret hyggeligt. Her på højsletten kan de høste 2 gange om året, klimaet varierer jo kun ganske lidt. Jeg er blevet lidt bidt af at kigge efter fugle, fordi de er så smukke

opdt. 12 bil 1

Peter, som swahililærer, virker lidt undseelig i Danmark, når han kommer til undervisningen på cykel med sin hue på; han er heller ikke så høj, en ikke helt ung mand med en stille humor. Hernede er han jo nærmest en landlord, de rige, der kommer fra Danmark og kører rundt i en stor terrængående, godt nok en meget ældre model, men alligevel, og så er der tillige chauffør på. Jeg tror, det mest er Jane, der styrer butikken. Resten af familien og de ansattes flokkes om dem, hun ligner en dronning, hun ser også ret godt ud, må man sige. De ejer vist nok ret meget jord, udbyttet bidrager til driften af børnehjemmene. Begge er uhyre sympatiske, jeg er lidt vild med Peters humor.
Carol, der er en slags daglig leder, er jeg efterhånden blevet gode venner med, selvom hun lider af en underlig form for rengøringsvanvid, det med betonen, men hun ville være en drøm for enhver dansk arbejdsgiver. Man får sandelig indblik i magtstrukturerne, når familien er ankommet, og Jane er rundt og inspicere, måske ikke sådan direkte, men alligevel lidt. De ansatte snakker lidt stille sammen, kan jeg fornemme. Desværre kan ingen se, hvor meget tid, der er brugt på betonen. Carol burde virkelig få chancen til at få en dansk pædagoguddannelse

IMG_0768

Da jeg kom til Naro Moru en søndag, var der marked, ja det lyder helt hjemligt; det gik op for mig, at det meste der bliver solgt er brugt bl.a. tøj og sko, men også meget andet. Der var faktisk ikke mange nye ting. Det er overraskende, bliver hele den rige verdens aflagte tøj m.m. solgt her i Afrika, det er selvfølgelig bedre, end at det bare bliver brændt af.
Jeg har lige igen været ude at løbe sammen med flere børn tæt på skumring. På vejen kigger vi efter fugle, de bygger i stor stil rede nu, jeg har flere gange set Glansstær med rødt bryst, jeg vil nærmest sige, den er hyppigt forekommende.
Jeg var med til at lave mad, men madlavning her er bare at skære alting i stykker, og så komme det i gryden i den rigtige rækkefølge. Alle grøntsager bliver totalt udkogte, det kan børnene bedst lide, det er sundest. I dag sagde jeg faktisk, hvor de vidste det fra, så vidt jeg viste, mistede grøntsagerne en masse fibre m.m. af den behandling. Da jeg smagte på de rå bladbeder, der lige var hentet i marken, fik latteren frit løb, det kan man åbenbart ikke spise. Deres måde at tilberede mad på, minder på sin vis lidt om Danmark i 1950’erne.
De bruger ufatteligt meget tid på at skære det i stykker, det er også fint skåret, men jeg ville blive vanvittig, tænk hvis de brugte et spækbræt og havde en super kniv. Jeg har sandelig fået ros for min kartoffelskrælning, tænk det skulle overgå mig. Jeg gør det endda med en kniv, kartoffelskrællere findes ikke.

IMG_3191

Py ha i morgen tidlig skal jeg ud at løbe med 2 drenge på 15, ups. De store børn er noget reserverede over for mig, men det kunne godt nok hurtigt ændre sig, jeg er bare bedst til større børn, de kan også uden min hjælp samle Lego, stort plus. Tænk så kommer der lidt mørke skyer, vups så kommer en af drengene og siger noget så sødt, at jeg tage mit vasketøj ind. Jeg er den eneste, der hænger undertøj til tørre udenfor, det påvirker mig alligevel, så jeg hænger det lidt i dække af en bluse, selvom jeg synes, det er noget pjat. De mindre er helt vilde med at røre ved min hvide hud, mine underarme er dog efterhånden lysebrune, men der er sgu langt til deres smukke kulsorte hud. Sort fedt virker ikke så blævret som hvidt fedt, har jeg opdaget, men der er godt nok massiv overvægt hernede, ikke blandt børnene. De lokale spiser også tonsvis af pomfritter, og det de kalder chapati. Måske er de for sultne ind i mellem, så hælder de bare dårlig mad ned, lige som jeg gjorde, da jeg kom ind til Naro Moru. Jeg var så sulten, at jeg åd alt, ja det var lige før jeg slikkede tallerkenen, og det var bestemt ikke, fordi det smagte godt.
Også på transportområdet udnytter kenyanerne ressourcerne på imponerende vis. Alle byer er forbundet med små minibusser, hvor de kan presse 12-20 passagerer ind. Så skal jeg helst sidde på forsædet, ellers kan jeg ikke være der med mine ben. Bilen kører ikke før den er fyldt op, det ville være et problem i Danmark. Private biler tager også i stor stil passagerer op langs vejen, det er ressourceudnyttelse på afrikansk. En af karrierevejene er at få råd til en motorcykel, og så tjene til dagen og vejen ved at fragte passagerer. Sådan en har jeg prøvet flere gange her op mod Lipela, men jeg er ikke meget for det, jeg har selvfølgelig heller ikke hjelm på. Det har ejeren ofte, det må være et lovkrav, men den er ikke lukket.
I dag har jeg fået 2 øl, jeg har været på det lokale værtshus med Peter, hans søster og et par stykker mere, og føler mig helt beruset, fordi jeg slet ikke har drukket i lang tid. Det er den billigste omgang, jeg nogensinde har givet, men vi er også så langt ude på landet, at en slikkepind koster 35 øre.
Det er min sidste aften på Lipela, det har været en udmærket dag, med masser af motion og noget fuglekiggeri udover værtshusbesøget. Nogle af børnene er måske lidt kede af, jeg drager afsted, men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg ville hellere stikke af end at sige farvel, men det går trods alt ikke. Jeg har købt mange søde sager til dem, det kan jeg godt forstå, de sætter pris på.

Birgitte Ryelund

Made by Onlinefabrikken.dk
Translate »