Besøg på Lipela juni 2017

Ronan – som I måske kan huske fra et af de tidligere nyhedsbreve – og hans kone Eva har i sommer igen besøgt Lipela. De har sendt følgende beretning fra deres besøg:

Lipela, juni 2017.
Ronan og jeg (Eva) var på genbesøg på Lipela i juni måned, hvor vi boede på Lipela 1 i en uge.
Ronan ville gerne følge op på guitarundervisningen, og supplere med nogle guitarer i børnestørrelse.

Nyheder-Juni-17-1a

 Det var virkelig dejligt at gense børnene og personalet, for mit vedkommende er det næsten 1½ år siden jeg var der sidst. Det er jo ikke alle børn, man kan nå at lære at kende på så kort tid, men det var et glædeligt gensyn med mange af dem (og jeg prøvede så godt jeg kunne at huske alle navnene..!)

Nyheder-Juni-17-2a

 I løbet af ugen var vi også gæster hos bl.a Peter Mutahis bror og svigerinde i Tumu Tumu, hvor vi genså hans gård og blev budt på lækker mad og te. Vi besøgte også Janes søde mor og familie i Ndaraga, igen med lækker mad og stor gæstfrihed. Det var på vej til en tur til GilGil, vi besøgte 5 elever fra Lipela, der var elever på Kenya Youth Training Center. Et sted der stiller helt ekstreme krav til disciplin og udholdenhed set med danske øjne, men hvor de får en god mulighed for en 3-årig erhvervsuddannelse. En af de store udfordringer nu, er jo at prøve at sikre de ældste elever en plads i det videre liv efter Lipela. Et sidst besøg var hos Benson, og hans nye kone, der lige er blevet forældre til en yndig lille pige!
Nyheder-Juni-17-3a
Mange af børnene er godt i gang med guitar spillet, sammen med deres dygtige og engageret lærer James. Han mener at det er vigtigt, at børnene lærer musikken og akkorderne fra Kenyansk kultur som det første. Selv flere af de mindste børn fra Lipela 2 var også godt i gang, som vi så da vi besøgte Lipela 2. Her fik vi en fin rundvisning på markerne og de nye bistader af børnene, der lærte mig, hvad det hele hed på Swahili.

Nyheder-Juni-17-4a

En af de sidste dage havde Peter Mutahi og Jane arrangeret en “Guardian” dag inden sommerferien, for familierne til børnene på Lipela 1 & 2. Der kom virkelig mange familiemedlemmer langvejs fra, og samledes til fælles sang og møde i salen.  Der blev lavet mad i stor stil – menuen var hjemmelavet chips med pølser, grøntsager, sodavand og til sidst Matador mix fra Danmark!

Nyheder-Juni-17-5a

Jeg havde sat mig for at tage portrætter af alle børnene. Jeg var helt nervøs, for jeg havde et nyt kamera jeg ikke kendte så godt, men det lykkedes fint, specielt med god hjælp fra Mwangi, Mutahis nabo, der med myndighed samlede alle ind til fotos. Senere tog jeg også billeder af børnene sammen med deres guardians. Nogle børn har slet ingen familie – men så har de heldigvis Jane at blive fotograferet sammen med!
Alt i alt var det et dejligt gensyn med Lipela og det søde og dygtige personale, der gør et kæmpe stykke arbejde til dagligt.
Eva

Made by Onlinefabrikken.dk
Translate »