Mail fra Marie og Inga

 

From:  "Inga Thorup Thomsen"
To:  petermutahi@hotmail.com
Subject:  Livet på Lipela
Date:  Fri, 15 Sep 2006 19:33:40 +0000
Hej Peter og I andre.

Som vi lovede i torsdags, sender vi jer her lidt om vores ophold på Lipela.

Vi landede i Nairobi d. 3. april og mødtes med Grace i lufthavnen. Efter et par dage i Nairobi, tog vi med David til Ndaragwa, hvor vi besøgte hans (og Janes) forældre. Det var en stor oplevelse for os at se, hvordan de bor, og vi blev hjerteligt modtaget.
D. 8. april ankom vi til Lipela. Det var en dag, vi havde set frem til længe. I starten var børnene lidt generte, men de tøede hurtigt op. Det varede ikke længe, før de ville snakke med os og pille i vores hår :). De voksne tog rigtig godt imod os, og de spurgte interesseret til vores hverdag i Danmark.


I begyndelsen vidste vi ikke rigtigt, hvad vores rolle på Lipela var, men efterhånden kom vi ind i en rytme med at hjælpe til med
rengøring og opvask om morgenen, og så være sammen med børnene, når de kom hjem fra skole. Vi blev egentlig overrasket over, at der ikke var nogen forventninger til, hvor meget vi arbejdede, og vi havde megen frihed til at gøre, hvad vi havde lyst til. F.eks. tog vi til Nanyuki en gang om ugen for at sende emails. Det var rart, at vi selv måtte bestemme over vores tid.


Af aktiviteter lavede vi snobrød med børnene to gange, og vi gik også til Blueline en enkelt gang, hvor vi gav dem en sodavand. Vi tog også på en større tur med dem til Nanyuki, hvor vi spiste grillmad, og bagefter tog vi hen til Bantu Lodge, hvor vi red på
heste og var ude at sejle.


Det var helt tydeligt at børnene nød, at der var nogle voksne, der havde tid til at lege med dem, for det havde personalet ikke så meget af. Det er også forståeligt, for de har nok at gøre med alle de praktiske ting. De bruger megen tid på tøjvask, rengøring og madlavning, og de gør et godt og beundringsværdigt stykke arbejde.


Vi holdt meget af at snakke med de voksne, og de lærte os meget om livet på Lipela og kulturen i Østafrika i det hele taget. Alle var rigtig flinke og imødekommende, og de var søde til at hjælpe os, hvis vi var i tvivl om noget. Især havde vi megen glæde af Wahome, som tog sig rigtig godt af os. Han tog os med på besøg hos Peters storebror og vennen Motero, hvor vi drak hjemmebrygget øl af kohorn. Han tog os med til toppen af Mount Kenya, og han underviste os lidt i kiswahili.


For os var tiden på Lipela den perfekte start på vores rejse i Østafrika, for vi fik et bedre kendskab til kulturen, og vi fik nogle fantastiske kontakter.

Til sidst vil vi sige, at vi synes det kunne være en ide, at "reklamere" på hjemmesiden for at tage et frivilligt ophold på Lipela. Her kunne I bl.a. fortælle, hvordan man kan komme derned, hvad det koster, og hvad arbejdet dernede indebærer. Derudover vil vi bare sige, at vi nyder at følge med i livet på Lipela på hjemmesiden; den er rigtig god, og den vækker skønne minder.

Vi håber, at I kan bruge det her til noget, vi var ikke helt sikre på, hvad det var vi skulle skrive :) Vi håber også, I får et godt
møde på søndag. Vi kan desværre ikke komme, da vi skal ud at løbe 5 km til fordel for Afrika (pengene går til rent drikkevand).

Kærlige hilsner fra Marie og Inga.