Det er efterhånden et stykke tid siden der er
kommet nyt fra Lipela. Man siger jo, at intet nyt er godt nyt, og
det passer også i dette tilfælde. Men I skal ikke snydes for det,
der er at fortælle. Som vi nævnte sidst er det nye hus blevet færdigt. Håndværkerne har gjort et fint stykke arbejde, og huset er klar til indflytning. Der mangler kun møblerne. I Kenya går man imidlertid ikke bare ned i Ikea og henter ned fra hylderne. Der er det snedkere som bygger tingene når de får ordren, og de er ikke blevet færdige endnu. Det kan dog ikke vare længe, og de store børn glæder sig meget til at 'flytte hjemmefra'. Det 'gamle' hus på Lipela er efterhånden 5-6 år gammelt, og der skal selvfølgeligt løbende vedligeholdes forskellige ting. En af de mere synlige er at taget skal males. Det ar lavet af metalplader, og for at de ikke skal ruste kræver det at de bliver malet. Vi kan forhåbentligt snart bringe billeder af huset med det nymalede tag. Til sidst har vi fået tilsendt nogle dejlige billeder af nogle af vores børn. Det fremgår tydeligt, at de er glade og har det godt på Lipela. Det er en dejlig fornemmelse!
|