Glædelig Jul fra alle børn på Lipela

 

- og Glædelig Jul til alle børn på Lipela fra os her i Danmark.

Der er kommet julehilsner til alle sponsorer fra børnene på Lipela via Peter og Jane, som lige nu er nede på børnehjemmet. Alle har de godt, og i modsætning til os her i Danmark, så har de det med varme i Kenya. Peter fortæller, at han aldrig har oplevet, at det har været så varmt i Kenya før på denne årstid.
Alle børnene glæder sig til at fejre jul og nytår. PPR i Ballerup har samlet ind til en fest for dem, så der skal nok blive råd til både sodavand, slik og kager til alle.

Vi har også fået en fin beretning fra nogle af de frivillige, som i 2010 har været på Lipela. 3 nyuddannede pædagoger var i sommers 2 måneder i Kenya, heraf 4 uger på Lipela. Læs deres beretning her.

GODE NYHEDER:
Elektriciteten på Lipela 1 er kommet! Endelig blev de sidste tilslutninger ordnet, og nu er der lys i husene. Peter og Jane sørgede for, at det blev fejret på behørig vis, med en fest for alle. Det personalet glæder sig mest til er, at der nu vil være varmt vand til at vaske tøj i. Det bliver en kæmpe lettelse for dem.

Ligeledes er der nu klart vand i brøndene, og Lipela er ikke længere afhængige af smeltevandet fra Mount Kenya, som jo svigtede forrige år, og som måske igen i år vil svigte med al den varme, som der er for tiden.


Endelig har Lipela i november haft besøg fra Outspan Hospital i anledning af ”The International Psychologie Week”. Repræsentanter fra hospitalet 3 psykologer og en læge under ledelse af Mrs. Damaris Gitonga kom til Lipela. Ved dette besøg blev alle børnenes journaler gennemgået, og ligeledes blev de af børnene, som havde medicinske problemer, undersøgt. Besøget fra Outspan er en del af hospitalets velgørenhedspolitik, og det blev aftalt, at psykologerne fremover vil komme på Lipela hver anden måned for at følge op på den rådgivning og vejledning, som de har givet personalet i forbindelse med deres samtaler med børnene.

Ud over at komme på Lipela for at rådgive, havde holdet fra Outspan medbragt sodavand og brød til alle børnene, så de havde en rigtig dejlig dag sammen.

Til sidst ønskes I alle sammen i Danmark og i Kenya en rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår fra hjemmesidens web-master Jakob Hager og undertegnede



Lisbeth Bramaholm