Desværre er ikke alle nyhederne fra Lipela denne gang gode nyheder. Det er med stor sorg, at vi må fortælle jer, at Lydia døde d.15. maj. Hendes hjerte kunne ikke mere. Lydia var som de andre børn stået op om morgenen og havde spist morgenmad. Børnene havde denne fredag ikke en normal skoledag, men en sportsdag på skolen. Som så ofte før var Lydia træt efter morgenmaden, og havde lagt sig på sengen for at hvile, før hun og de andre børn skulle af sted. Da nogle piger gik ind for at hente hende, fandt de hende liggende død i sin seng. Lydia blev 15 år. Æret være hendes minde.
Lipela 2. Nu er det meget snart tiden, hvor de første børn kan flytte ind på Lipela 2. Det vil i første omgang dreje sig om 5-6 børn, som alle er godkendte af myndighederne, og som kun nu venter på, at de bestilte møbler bliver leveret fra den snedker, der er ved at lave dem, og på at køkkenet bliver etableret med diverse ”potter og pander”. Der vil nok gå ca. 1 til 1½ måned før de sidste småting er på plads. Vi glæder os til at høre nyt derfra, og til at lære de nye børn at kende.
Sabina. Sabina – vores leder af Lipela 1 -, der, som I jo ved, har været sygemeldt i en længere periode, forventes igen at kunne genoptage sit arbejde om ca. 2 uger. Hun var en af de allerførste, der straks kom op til Lipela efter at have fået at vide, at Lydia var død. Vi håber at hun efter sin sygeperiode igen vil være i stand til at klare sit arbejde på fuld kraft.
Regnskab. Lars har sendt det endelige regnskab for 2008 til hjemmesiden. I kan studere det nærmere her. Det vil blive gennemgået nærmere på vores årlige sponsormøde hos Peter og Jane efter sommerferien. Tidligere regnskaber kan ses her.
Sponsor-tur 2009. Under sidste nyt fra Lipela fra d.13/3 09. havde vi stillet jer i udsigt, at der ville komme en uddybende beretning fra en af deltagerne. Denne har vi desværre endnu ikke modtaget, men det kan jo være, at den kommer senere?
God sommer. Undertegnede Lisbeth og web-master Jakob ønsker jer alle sammen en rigtig god sommer, med mange oplevelser og dejlige stunder. Ligeledes ønsker vi for alle børn og voksne på Lipela 1 og det kommende Lipela 2, at de vil få en dejlig sommer, der ikke i alt for høj grad vil være præget af Lydias alt for tidlige død.
Lisbeth Bramaholm.
|