|
"Jambo Rakiki!" Denne sætning blev sagt af alle de folk, vi mødte på vores tur rundt i Kenya. ’Hej min ven’ vil oversættelsen være til dansk, men så snart man oversætter fra et sprog til et andet mister sætningen noget af sin betydning. En følelse, en stemning, noget som man ikke forstår, medmindre man har oplevet Kenya eller forstår swahili. Jambo rakiki er ikke kun en hilsen, men en følelse, som siges med åbne arme og et bredt smil. For sådan er det i Kenya. Du bliver hilst velkommen alle de steder, du betræder, og ikke den velkomst for at være høflig, men en velkomst fra hjertet. Folket udsender en varme, måske er den bevidst måske ikke, en påvirkning af omgivelserne sker i hvert fald. Folket i Kenya er et varmt folk. Et folk som gerne hjælper hinanden. Et folk som holder sammen. Dog er realiteten i dag, at der for godt et år siden var der stammeuroligheder i landet, som desværre stadig har betydning for Kenya. Ikke i forhold til urolighederne, de er ovre, det er de problemer, som er kommet efterfølgende. Et stort fald i turister er sket, et fald som har stor betydning for landets indtjening, ja rettere befolkningens gode kilde til penge er forsvundet. Vores egne chauffører havde sidst haft jobs i november, og vi var i Kenya i februar. Og det er synd, folket fortryder disse uroligheder kraftigt nu. De har brug for turisterne, og turisterne har brug for Kenya. Alle har fortjent at opleve et så fantastisk land som Kenya.
Hvor vi end bevægede os så vi skønhed. Om det var på Mount Kenya i 4800 meters højde, gennem bilruden på en grusvej med de indfødtes boliger omkring, anderledes vegetation, og mest af alt alle de mennesker, der var alle steder. Gående langs vejen. Stående i flok mens et emne ivrigt blev diskuteret. Siddende ved deres butik. Ikke kendt som i Danmark med fire vægge og glasruder, nej her har man enten sine varer stående på jorden i store sækker ellers har man bygget et par vægge op af træbjælker til at markere, hvor ens stand er. Primitivt i nogles øjne, men det fungerer fint. Det var en helt speciel oplevelse at opleve et marked. Hvordan der blev pruttet om priserne, og det var altid med et smil på læben. Kenyanerne nød at handle, hvilket tydeligt kunne mærkes, når man selv prøvede at få prisen ned på minimum en fjerdedel af den først satte. Man siger et smil kan gøre alt, og det kan det. Hvis man holdte det gode humør, som de gjorde, fik man hurtigt en masse sjove oplevelser. Og der var mange oplevelser på vores tur gennem Kenya.
Noget for alle og i ens eget tempo. Var man ikke lige i fit for fight eller humør til at cykle gennem Hell’s Gate, en nationalpark, så blev man kørt af vores kære chauffører til mødestedet. Havde man lyst til at blive hjemme ved poolen og nyde solen, gjorde man det, mens andre oplevede en masai-landsby. Fordi vi oplevede så meget hele tiden, og ikke kun mange men også store oplevelser, blev vi blev fyldt, og det kan gøre en lidt træt. Derfor var det nogle rigtige dejlige dage ved poolen, når vi var nogle stykker, som valgte at blive hjemme en dag eller de dage, hvor det var planlagt med afslapningstimer. Hele holdet nød godt at slikke sol i liggestolen eller ved boldspil, måske nærmere boldkamp, i poolen for dem, der var friske. En oplevelse var dog sikker, at ingen ville gå glip af, lige meget om man så lå med maveproblemer, vores besøg med børnehjemmet Lipela 1.
På andendagen af vores rejse gennem Kenya besøgte vi Lipela 1, som nok var den oplevelse de fleste havde glædet sig mest til. På køreturen til børnehjemmet, gjorde vi et stop ved det nyfærdigbyggede Lipela 2. Det var utrolig spændende at få lov til at se, hvordan sådan et børnehjem ser ud, hvordan de penge vi har givet, er blevet til mursten, mørtel, træ og andre materialer, som har gjort at dette hjem nu står klar til at tage imod nye børn. Hjemmet kan give en flot velkomst med gode værelser, et godt køkken, hvor maden kan blive tilberedt og smukke omgivelser omkring hjemmet med majsmarker og plads til andre afgrøder. Et meget fascinerende besøg, som gjorde, at vi kunne se en fremtid for de børn, der kommer til Lipela 2 (eller Janelund som det hedder). Herefter kørte vi mod Lipela 1, og som vi kørte ind på børnehjemmets grund, mærkedes sommerfuglene i maven. Hvordan ville det være at mødes med børnene? Ville vi kunne forstå hinanden? Eller ville det hele bare blive en underlig oplevelse af mærkelig følelser? Sammen med sommerfuglene var det første vi oplevede, da vi kom kørende ind på grunden, synet af børnene, som stod klar til at byde os velkomne. Der var til at starte en lille afstand i mellem os. Både fysisk på et par meter, men også psykisk. Hvem var de, hvem var vi? Men snart blev denne grænse overtrådt af nysgerrigheden for at lære hinanden at kende, og al afstanden forsvandt. Børnene snakkede med os på deres skolelærte engelsk, hvis det ikke fungerede, kunne fagter altid bruges. Hurtigt fik vi at vide hvad de hed, hvor gammel de var, og fandt ud af at digitalkamera var utrolig sjove at lege med. Jeg tror, at vi alle i hvert fald har ufattelig mange billeder fra den dag. Af børnene som prøver vores solbriller, står smilende og stikker hovedet op i linsen eller børnene selv, som har taget billeder af os eller hinanden. Det var en dejlig dag, måske endda den allerbedste på hele rejsen, i selskab med børnene på børnehjemmet. At være med i deres lege, se deres værelser og snakke med dem om deres dagligdag og hvad de godt kunne lide, var en meget stor oplevelse. Spændende var det også, at vi sammen med børnene besøgte skolen, for at de kunne vise den (og os) frem. Vi vakte stor opsigt hos alle børnene. Mange opgavebøger blev vist frem og kigget igennem mange gange, deres pladser i klasselokalerne og igen blev digitalkameraet godt brugt. Ikke kun mange billeder skabt, men ved hvert knips kom der flere og flere smil, og grin hørtes i hele skolegården. Det største indtryk ved mødet med Lipelas børn, var den måde børnene søgte os på. De kom listende hen og tog en i hånden, slap kun hvis det var nødvendigt, ellers satte de sig i ens skød. Børnene har ingen forældre mere, så jeg ved ikke om brugte os, som deres tryghed, deres forældre? Varmen fra deres hånd kan stadig mærkes i min, deres interesse i hvem vi var og deres taknemlighed, som ikke var af den ydmygende slags, har givet et stort og rørende indtryk.
Ikke nok med at vi alle er kommet hjem med en masse indtryk, så er vi også kommet hjem med tankerne omkring en fantastisk tur, hvor vi har fået lov til at få indblik i en helt anden kultur, hvordan kenyanerne lever og tackler hverdagen. Hakuna Matata blev brugt godt og tit. Igen vil en oversættelse ikke give den rigtige betydning, men ’vi tager det som det kommer’ eller ’tag det stille og roligt’ er nok de der kommer nærmest. For sådan lever folket i Kenya, og måske skal vi benytte os at de ord engang i mellem. Det kan være godt at have indstillingen hakuna matata i nogle situationer. Dog må savnet om Kenya, børnene og alle de dejlige mennesker vi rejste sammen udholdes herhjemme i kære Danmark. Indtrykkene i Kenya var store, men jeg tror, at de føltes større, fordi vi, vores ’hold’ på de halvtreds mennesker vi var af sted, oplevede det sammen. Det var første gang vores familie var på rejse i så stor en gruppe, og hvor det ikke var familie, men det var det hele værd. Det har gjort oplevelsen endnu bedre. Så et tak skal I alle have som var med på Turen går til Kenya 2009. I er ikke kun på vores billeder men også i vores tanker.
Det er en klassiker at slutte af med …en oplevelse for livet, som jeg aldrig vil glemme, men jeg vil nu benytte mig af den alligevel. Kenya med Lipela har været en fantastisk oplevelse for livet, en oplevelse som vil blive husket og snakket om rigtig mange gange.
En oplevelse fortalt af Maria Christensen (17 år), 2009
|
