Beskrivelse fra sponsorturen

I Pil Højgaard har skrevet en beretning fra besøget på Lipela i Februar. Jeg giver straks ordet videre:

KENYATUR OG LIPELABESØG FEBRUAR 2007,
LIDT TANKER OG INDTRYK…

Bilen bumper, hopper, hælder og indhyldes bestandigt i rødbrune støvskyer. Sveddråber pipler stædigt frem fra hårgrænsen, triller ned over min pande og tager afsæt fra øjenbrynet. Stimorol og kildevand har for længst opgivet kampen mod støvsmag og spytmangel. Mine øjne er tørre af grus og grums. Men på nethinden står alt klart: Det vidtstrakte kenyanske landskab med lammeskyer over sletter, lyse­grønne plantager, savannen, dyr og hyrder, vinkende børn med kokoshvide smil, ranke kvinder i farvestrålende tøj med kurve på hovedet. Mount Kenya mægtig og skyfri i horisonten.

Vi er på vej til Naro Moru for at besøge LIPELA.

Jeg har aldrig været på et børnehjem før, og som vi nærmer os, spekulerer jeg på, hvilke syn og indtryk, der egentlig venter. Jeg ved, at LIPELA er startet og finansieres af danskere, at det drives uden administrative lønninger og har kenyanske ansatte til at tage sig af børnene og varetage alle praktiske opgaver. Det har en flot klang af personlig og direkte ulandshjælp. Jeg har tidligere set en plakat med LIPELA-børnene og erindrer 25 sunde og glade barneansigter. Umiddelbart er min forestilling om LIPELA nærmest idyllisk. Der hersker ingen tvivl om, at LIPELA-børn har fået muligheder og fremtidsudsigter, der ikke oprindeligt var tiltænkt dem. Men modvilligt mærker jeg, at under følelsen af entusiasme og begejstring lurer en snert af skepsis. Mit kendskab til begrebet ”børnehjem” strækker sig til miljøskildringen i ”Guds blinde Øje” og tv-udsendelser om umenneskelige forhold på børnehjem i Rumænien. Fra danske mediers oppiskede skrækhistorier, har jeg ubevidst og enfoldigt godtaget, at selv i Danmark kan ungdomspensioner, plejefamilier og julemærkehjem associeres til ensomhed, børnefængsler, mobning, stofmisbrug og kriminalitet. Så, hvor vellykket kan et ”børne­hjem” trods gode intentioner, bred opbakning og grundig planlægning i realiteten være? Rent tøj, mad, senge og skolebøger giver acceptabel overlevelse. Men at gøre forældreløse børn til glade, sunde, velfungerende, sociale mennesker med fremtidsmod kræver vel mere!? Mange af børnene har mærket svigt og misbrug, før de kom til LIPELA, og selv om børn er visionære, tilgivende og fortrængende, må de have nogle dybe ar og uhyggelige spøgelser i bagagen, som måske er ensbetydende med social afstumpethed, mistro og mangel på solidaritet og empati? Er (kenyanske) børnehjemsbørn udstødte, ilde set og dårligt fungerende i skolen? Hvordan har børnene det indbyrdes - er miljøet præget af fjendtligt hierarki, spidse albuer og kynisk mobning i en evig stræben efter kærlighed og accept? Er de ansatte distancerede og autoritære figurer uden pædagogisk og dybtfølt emotionelt engagement eller interesse for det enkelte barn?  

Vi stiger ud af bilerne og står foran 25 sorte børn med ansigtsudtryk, der skifter fra afventende og generte til nysgerrige og fjollede. Børnene har fået fri fra skole på besøgsdagen. Vi får at vide, at de næsten ikke har kunnet vente på, at vi skulle komme. Luften er fuld af forventningsglæde og tilbageholdt iver – både fra børn og besøgende. Efter få minutter har ungerne overvundet al blufærdighed og blåstempler os med en stor portion tillid. Små sorte barnehænder hægter sig venligt men beslutsomt fast i vores arme, ben og tøj. De hiver os af sted på rundtur. Via en lille gårdhave kommer man ind i køkkenet, hvor et tamt og ydmygt indtryk fra nøgne vægge og bart gulv opvejes af det farverigt klædte og snakkende personale, som fejer, hakker, smiler, skræller og smyger sig om store plastikbaljer fyldt med revet hvidkål og bønner i blød. I spisesal og opholdsrum er der heller ikke ødslet med pynt og stads, men simple borde og bænke opfylder rummenes funktion. I soveværelser er der individuelle senge og små tegninger over hovedgærder. Vi ser til dyrene og derpå skal fodboldbanen afprøves. Det resulterer i en ulige kamp, hvor viden om flade fodboldes underfundige spin og kendskab til samtlige ankelforvridende fælder i græsplænen giver børnene en urimelig fordel.

Det er virkelig opmuntrende at se, at børnene morer sig og leger fantasifuldt i timevis - uden avanceret legetøj, computerspil eller tv til at underholde. Med godt humør og fantasi forløber dagen med pustelyde i vandflasker, håndtegn og klappelege, klæ-ud med store solbriller og omvendte kasketter, dans og sang, boldspil og fangeleg. Bonus er dog vores medbragte kameraer og kikkerter, hvis funktioner afstedkommer utrættelig nysgerrighed, undren og pilfingeri. (Hører en vrissen og nostalgisk pensionist skrappe inde i mit hoved: ”Danske unge nu til dags!! De skal have avanceret teknologi, computerspil og voksne til at aktivere sig konstant. Magen til spolerende forkælelse!!! De kunne have godt af et LIPELA-ophold blandt sunde kenyanske børn, kunne de!!”. ) Men det er to forskellige verdener, og i stedet for at sammenligne, glæder jeg mig over, at de kenyanske børn, som så mange andre kenyanere, vi skulle møde, forstår at udnytte den smule, de har, maksimalt og med stor tilfredshed og godt humør.

Børnehjemmets ansatte og lokale folk med tilknytning til børnene bliver introducerede for os og efter en typisk frokost på børnehjemmets græsplæne, besøger vi børnenes skole. Der efterlades ikke tvivl om, at det voksne bagland eksisterer stærkt og fast for disse børn – både i deres hjem og i skolen. Der er ikke tale om autoritære figurer, som dikterer ærefrygt, kæft, trit og retning, men om indlevende og ansvarsfulde voksenskikkelser, der trofast giver børnene tryghed og kærlighed, som besvares med tillid og respekt. Da lærerinden om Lipelabørnene siger: ”De her børn er ikke kun mine elever, de er også mine venner”, ser børnene ud til at være enige.

Vi forlader LIPELA efter en lang dag fyldt med positive indtryk. Børnene var forskellige og med hver sit temperament, men ikke ét barn havde opført sig aparte, bekymringsvækkende eller adfærdsvanskeligt. De havde et samvær præget af gensidig respekt og hensyntagen. De var velopdragne uden at være kuede. Det var glade og tilfredse børn, som var selvstændige og sprælske men også fungerede i et fællesskab, hvor store børn tog sig af de mindre uden at blive bedt om det, og hvor man delte - uden sure miner. Selv om børnene havde en lidt overvældende og spændende dag med alle os hvide mennesker omkring sig, blev der ikke én gang i løbet af dagen udløst skænderi, hårde irettesættelser, beklagelser, sladder, gråd eller surmuleri. I skolen havde de venner og relationer som alle de andre børn, og mange af børnene introducerede mig til ”deres bedste ven”, som vel at mærke ikke var et af de andre LIPELA-børn. Også fagligt klarede de sig godt. Der var intet der viste, at LIPELA-børnene bar på en uhyggelig fortid og makabre minder.

Senere på Kenyaturen besøgte vi et slumkvarter i Nairobi. Her fik vi til fulde bekræftet, at det typiske Afrikabillede – en verden fuld af fattigdom, sygdom, stofmisbrug og sult – eksisterer og er hverdag for tusindvis af Kenyanere. Men den sædvanlige trættende følelse af væmmelse og uovervindelige elendighed, som Afrika-beskrivelser normalt følges af, var pludselig knap så overskyggende. LIPELA-børnene, alle skolebørnene og de kenyanske landfamilier, vi havde besøgt på turen, havde ikke alverden. De havde fået stillet deres basale behov, og det var nok til, at de levede glade og tilfredse. De formåede at udnytte deres enkle resurser maksimalt.

Pil Højgaard