Byggeprojekt og nye

oplysninger om vores børn

 

Det nye byggeprojekt er gået i gang. Faktisk allerede da Peter var på besøg i julen blev de første spadestik taget til det nye hus. PcP-huset, efter hovedsponsoren, PcP maskinfabrik, hvis hjemmeside kan ses her. Uden deres støtte havde det ikke været muligt at opføre det nye hus. Mange tak for hjælpen.

Byggeriet var allerede sat i gang da Peter og Jane var på besøg i julen, og på nuværende tidspunkt er ydervæggene rejst og taget lagt på. Vi forventer, at huset kan tages i brug i midten af april. Meningen er, at de store børn skal 'flytte hjemmefra' og gradvist starte deres eget hushold. Afstanden er dog ikke mere end ca. 10 meter, så der er altid hjælp i nærheden, hvis aftensmaden eller noget andet brænder på!

Grundplanen for huset kan ses her, og en model af huset kan ses herunder (klik på billedet for en større udgave):

Model af det nye hus

Der bliver plads til i alt 12 af de ældste børn i det nye hus. De bor i værelser 2 og 2, hvilket vil være noget anderledes end de sovesale, der er på Lipela til de mindre børn. Drengene bor i den ene fløj og pigerne i den anden. Efter kenyanske forhold er det meget usædvanligt (læs: utænkeligt!) at drenge og piger bor i samme hus. Det er valgt at gøre dette alligevel dels af økonomiske grunde og dels for at vise at sådan kan man også bo.

Huset får i alt seks værelser til hver to børn, toiletter, bade, en opholdsstue, et arbejds/lektie værelse (ikke vist på modellen) og et køkken. Det er som bekendt meningen at børnene skal opdrages til at kunne føre et selvstændigt hushold, så det er vigtigt at de får øvelse i det. Planen er, at de gradvist skal stå for alle daglige pligter, efterhånden som de bliver mere øvede.

Fundamentet er blevet lagt  Lipela - Den nye bygning kommer til højre  Der arbejdes på fundamentet  Peter og Jane inspicerer byggeriet

Billederne er fra julen 2005, hvor Peter var på besøg. Fundamenterne er blevet lagt og grundplanen kan anes. I skrivende stund er væggene færdige og taget i gang med at blive lagt. Vi forventer at huset er færdigt omkring 1. maj.


På turen i julen havde Peter også lejlighed til at få opdateret data om alle vores børn. Fotogalleriet er derfor blevet opdateret og kan ses under billeder eller direkte her.