Sponsormøde + beskrivelse fra Merete

 

Sponsormøde 20/9 - 2009

Vi starter dette indlæg med en påmindelse: Husk det årlige sponsormøde for bidragsydere til Lipela. Det er i år søndag den 20. September kl. 14 hos Peter og Jane. Vi glæder os til at ses igen!

Janelund

Vi kan allerede nu fortælle, at de første seks børn er flyttet ind på Lipela II, fremover omtalt som Janelund. Mere herom på sponsormødet.

Besøg på Lipela

I det tidlige forår var Merete på besøg på Lipela og har sendt os følgende beskrivelse:

Ude i Kenyas højland, langt udenfor alfarvej ligger Lipela. Det er noget helt fantastisk. Et hjem for 30 børn, der får 3 måltider om dagen --- men,det er ikke alle børn i Afrika der får det! Her i Danmark tænker vi nok ikke på det, andet end som en selvfølge.
At være der for en tid, giver mulighed for at leve sig ind i kulturen, og det giver en ekstra oplevelse og mulighed for at tænke over mange ting i et større perspektiv.

Kulturen er anderledes. Man lever - L E V E R - i nuet. Lige her og nu. Ingen strøm(generator tændt fra ca. kl. 18 til 21 imens vi spiste aftensmad) Ingen aviser, ingen radio. Man har hinandens selskab, og det der kom forbi. Der var fra morgenen te på kanden --- og alle er velkomne. Det var ikke kun på Lipela - sådan er det bare med gæstfriheden.

Mulighederne er anderledes for de børn der er på Lipela. De får/ har en helt anden chance for at få en fremtid. Her er et sted, hvor de ved, at de bor til de er 18 år og myndige.
Alle går i skole, og der er en medarbejder der kommer om eftermiddagen og hjælper med lektierne. Her hjalp vi hinanden med at lave opgaver, de kunne løse.

Skolegangen er fra kl. 7-16 for de store, og alle var hjemme til frokost. Herefter blev de små hjemme og de andre kom hjem lidt efter lidt.

Lørdag var halv skoledag og søndag fri. Lørdag var så store legedag hvor alle var ude på græsset at lege små, store og de voksne!

Søndag var der møde i kirken, som her betyder fællesskab, samvær og oplevelse/underholdning.

Derudover dyrkedes de fleste grøntsager til den daglige husholdning. Børnene havde selv deres egen have, hvor de dyrkede majs. Det herligste er dog at stikke sin egen majs ind i komfuret, så den blev "brunet" lidt -- og så dele og spise det som slik!!

En dejlig oplevelse af at se glæden, hjælpsomheden og fællesskabet. En dejlig oplevelse af at se at noget af det der gøres virker - og gror!

Tak for en dejlig oplevelse og berigelse af mit liv.

Merete Stentoft Jensen.