Sommerhilsen til alle
Peter, Jane,
Rose og Baba er i taget til Lipela. Lipela lige nu: Peter, Jane og børnene er taget på sommerferie på Lipela. Eller arbejdsferie, skulle man vel hellere kalde det, for der er meget at tage fat på. Heldigvis bliver de der hele skole-sommerferien. Uden Peter og Janes kæmpestore indsats for Lipela både herhjemmefra og når de er dernede, så ville vi ikke her fra Danmark være i stand til at drive et så velfungerende børnehjem som Lipela jo er. Tak Peter og Jane for jeres store arbejde med vores børn. Den største arbejdsopgave her i sommer vil være planlægningen og påbegyndelsen på Lipela 2. Her er det nærmest en nødvendighed, at Peter og Jane er til stede, for at undgå misforståelser, spild, bureaukrati og andre ting, som kan forsinke og besværliggøre byggeriet. Alle børnene har det godt, bortset fra en enkelt pige Lydia, der har nogle problemer med sit hjerte. Det er nødvendigt, at hun bliver undersøgt nøjere og eventuelt får foretaget en operation. Dette vil Peter og Jane ligeledes tage sig af, mens de er dernede. Lydia har tidligere, før hun kom til Lipela, gennemgået en hjerteoperation. Dengang samlede de lokale, der hvor hendes familie boede, sammen og betalte for operationen. Vi var ikke økonomisk i stand til at optage hende på Lipela, før denne operation var gennemført. I Kenya er det jo ikke som her i Danmark, at det er en menneskeret at få den lægehjælp, som man har brug for uanset den enkeltes økonomi.
Lipela i sidste måned: I sidste måned fik børnene på Lipela en dejlig overraskelse. På vejen fra Lipela videre op mod Mount Kenya ligger der en camp, hvor folk, der skal bestige bjerget, overnatter før og efter. Her boede en irsk og en engelsk dame, og de besøgte sammen med ejeren Lipela. Det blev til flere besøg, hvor de også kom med mange ting til børnene f.eks. bolde, farver, papir, tøj osv. Disse to damer, syntes så godt om Lipela og børnene, at de besluttede, at alle vores børn skulle have en oplevelse ud over det sædvanlige. De inviterede alle børn og personale på tur til den nærliggende nationalpark: Sweetwater. Egentlig skulle damerne have forladt Kenya på det tidspunkt, men de ændrede deres flybilletter, for at tage på tur med børnene. Det blev en dejlig dag for alle. Tidligt om morgenen ankom 3 matatuer og alle kørte til Sweetwater. Her så børnene næsten samtlige af de afrikanske dyr. Der var løver, giraffer, bøfler, zebraer og elefanter, men det allermest spændende var, at de der har et næsehorn, som man kan komme til at klappe. Det var en stor oplevelse for børnene. Også chimpanserne, som har fået ”asyl” på en lukket ø inde i parken var det helt store hit. Efter en dag med mange oplevelser og dejlig medbragt mad, så troede alle: at nu gik turen hjem til Lipela. Men nej! Nu kom dagens sidste store oplevelse. De venlige damer havde i samarbejde med campens ejer forberedt den helt store middag til alle nede på campen. Hverken børn eller voksne kunne tro deres egne øjne. Det var en kæmpestor og meget dejlig oplevelse for alle på Lipela. Mange tak til de to damer fra alle børn og voksne på Lipela, men så sandelig også fra os her i Danmark, som glæder os meget over at vide, at der er nogen, der vil vores børn det godt. Fortsat god sommer til alle. Vi glæder os til at høre nyt, når Peter og Jane er tilbage i Danmark igen. -Lisbeth Bramaholm.
Lipela.dk now in English! Fra forskellige sider har der været et ønske om at kunne præsentere vores projekt og hjemmeside til folk uden for Danmark. F.eks. boede der på et tidspunkt en australsk pige på Lipela og arbejdede som frivillig. Hun ville meget gerne kunne vise lidt og fortælle til sin familie hjemme om vores fantastiske projekt. Derudover har de ansatte og børnene på Lipela gerne villet have muligheden for at følge lidt med. Den mulighed er nu tilgængelig. Google har lavet et oversætterprogram, som vi har valgt at integrere i den engelsksprogede del a hjemmesiden. Den er ikke perfekt; enkelte ord bliver ikke oversat og der er en del eksempler på lidt kluntet sprog, men det er absolut forståeligt. Den helt store fordel er, at den laver en helt frisk oversættelse hver gang, så det altid er den aktuelle tekst, man får på engelsk. For at se denne nye funktionalitet er det bare at klikke på 'In English' eller det engelske flag i toppen af siden. Med venlig hilsen, Jakob. |