Som jeg lovede sidst der var nyheder fra Lipela, så kommer her nu flere billeder fra Lipela 2. Det nye børnehjem er bygget som en tro kopi af Lipela 1, så da nogen af de ”gamle” børn var på besøg, kunne de finde ”deres egne værelser”, og det syntes de var vældig sjovt.
Børnene havde tidligere været på besøg på Lipela 2, men dengang var huset ikke færdigt, så det var en stor oplevelse for dem, at se det færdige hus og besøge de nye børn i deres flotte hjem. Her står de udenfor porten ind til selve børnehjemmet.
I December boede der 6 børn i alderen 3 til 8 år. Men her i Februar er der flyttet yderligere 4 børn ind, så nu er Marcy blevet ”mor til 10” Hun er meget glad for at være flyttet derop. Dels ville hun gerne være daglig leder på det nye børnehjem, og dels er hun nu meget tættere på sin egen familie, der bor i det område ca. 10 km. fra Lipela 1, hvor Lipela 2 nu er bygget. Også denne gang er jorden, som børnehjemmet ligger på blevet doneret af Peter og Jane.
Som sagt er det nye børnehjem bygget magen til det gamle. Man kan måske undre sig over, at vi har valgt at bygge et nyt børnehjem i stedet for at udbygge Lipela 1. Men der er flere grunde til dette valg. Først og fremmest, ønsker vi ikke, at de to børnehjem skal blive alt for store. Vi vil gerne bevare dels en overskuelig størrelse og antal af børn, for at give dem mulighed for at relatere til hinanden og kende hinanden godt. De fleste børnehjem i Kenya har langt over 100 børn boende, og bare antallet her umuliggør, at børnene kan føle sig som del af en sammenhørende gruppe. Dels ønsker vi heller ikke, at den skole, som børnene går på, skal have en overvægt af børn fra vores børnehjem. Vi ønsker, at de bliver en integreret del af skolens normale elever, og at de kan knytte venskaber der, som alle andre elever. Endelig vil vi også gerne have, at personalet kan overskue børneflokken og dermed være i stand til at se og møde børnene som individuelle individer og ikke bare som en del af flokken.
Her komme nu et par billeder, som viser hvor flot Lipela 2 er blevet, og I kan sikkert genkende både rum og omgivelser fra Lipela 1. Dette er gården, som bygningerne ligger rundt om. Man kommer ind udefra ovre i hjørnet, hvor drengene står. Porten låses af om natten, så ingen kan komme ind på selve børnehjemmet.
Børnenes spisestue og opholdsrum. Som I kan se, er der ikke elektricitet, men en stormlampe. Her ser lidt tomt ud endnu, men det skal nok snart ændre sig.
Børnene sover i køjesenge magen til dem, som er på Lipela 1.
Hvert barn har 3 hylder til deres tøj og sko.
Her ser I bag-udgangen fra køkkenet. Læg mærke til regnvandstønden. Der har været en periode med alvorlig tørke i området, men nu er regnen heldigvis igen kommet, og det er ikke mere nødvendigt at få kørt vand til børnehjemmene langvejs fra. Men derfor er det alligevel stadig vigtigt at udnytte alt det vand, som kommer naturligt.
Børnene, som bliver
optaget på vores børnehjem, har hårdt brug for at den hjælp og
omsorg vi kan give dem på Lipela 1 og 2. De kommer alle fra
fortvivlende fattigdom og har måttet leve under vilkår, som for
os er helt ufattelige. En anden beretning,
som fortæller noget om, hvor store problemer de fattige familier
kæmper med, og hvor stor nøden er før de henvender sig, for at
få børnene optaget på vores børnehjem: Da Marcy og Jane var ude og besøge denne bedstemor for at afgøre om børnene havde behov for at blive optaget på Lipela, havde de en amerikansk ung mand med. Han arbejdede på det tidspunkt på Lipela som frivillig. Den elendighed, som han mødte hos bedstemoderen og børnene, var så stor, at han på stedet tømte sine lommer for alle de penge, som han havde og gav dem til hende! Kære sponsorer, alle de penge, som I så velvilligt giver til vores børn på Lipela 1 og Lipela 2 går ubeskåret til at hjælpe børn til et bedre liv. Vi kan ikke hjælpe ”hele verden”, men vi gør en forskel.
På vegne af alle Lipela børnene: En meget stor tak for jeres fortsatte støtte. Tekst: Lisbeth Bramaholm Alle fotos: Jane Mutahi |