Det går godt på Lipela. Børnene har det godt,
og de tre piger, som i øjeblikket bor og hjælper til på børnehjemmet
har det også godt. To af dem, Inga og Marie, har skrevet en hilsen
til Peter, som kan ses
her.
Sabina har ligesom sidste år været på en konference i Nairobi omkring børnerettigheder. Hun havde de tre ældste børn - Isaac, Risper og Benson - med derind, og det forløb godt. Vi er glade for, at Sabina og det øvrige personale udviser det store engagement for børnene, og vi er glade for, at nogle af børnene får mulighed for at komme ud og skabe nogle kontakter. Så til den lidt ærgerlige nyhed: Der kommer til at gå lidt længere endnu inden der kommer elektricitet. Når forbindelsen skal trækkes mere end 600 meter bliver det meget dyrt, og Lipela ligger ca. 1 kilometer fra vejen, hvor de nuværende elkabler er. Det var ikke muligt at gøre en undtagelse, selvom Lipela kan regnes som en institution. Prisen ville derfor være omkring 100.000 kroner, eller nogenlunde lige så meget som hele det nye hus. Francis vil undersøge muligheden for at købe en generator, som vi kan bruge indtil naboerne får råd til at medfinansiere elkablerne. Til sidst er der ny status for det nye hus. Håndværkerne er blevet færdige, og nu mangler kun de nye møbler. Vi forventer, at de store børn som skal flytte derover kan gøre det om ca. 2 uger. Vi har fået to billeder, som er dateret 28. marts og 2. april. De viser meget godt, hvor flot det nye hus er blevet.
|